maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 91
Nanna W. Gotfredsen
Gadejuristen
Bliver man gadejurist ved et tilfælde? Måske
ikke, men det var ikke planen. Trods det halvjyske
i mit talesprog er jeg ud af en slægt, der længe
drev tekstilvirksomhed i Farvergade i København.
Få år før jeg blev til, blev familievirksomheden
flyttet til Jylland som vist stort set al anden tekstilindustri dengang i 1960erne. Alle fraflyttede
savnede altid København. Selv kunne jeg ikke
komme hurtigt nok tilbage, for altid, til hovedstaden. Fra slutningen af 1980erne rykkede jeg i
flere omgange ind på Vesterbro. Sidste gang
flyttede jeg til Gasværksvej. Her bliver jeg. Herfra
skal jeg bæres ud.
Med to sæt forældre, der begge var selvstændigt
erhvervsdrivende, havde jeg det at arbejde røven
ud af bukserne med mig hjemmefra. Med i bagagen var også tre del-barndomme. Den anden,
den mellem en skilsmisse og generhvervet frihed,
var ikke for børn. Lige siden har jeg tillagt ikke
kun min egen, men enhver persons individuelle
frihed helt afgørende betydning. Tidligt i min tredje barndom fik jeg en nær ven. Han brugte heroin.
Jeg så ham aldrig gøre det. Det var en privatsag
for ham. Men det var betryggende for mig at vide,
at han ikke gjorde det for at dø. Tværtimod. Han
gjorde det for at leve. For at kunne holde ud at
være i livet. Desuden sagde han, at hvis jeg så
meget som overvejede selv at prøve heroin, ville
han sørge for, at jeg kom til at fortryde det. Da
vores venskab havde varet et lille års tid, døde
han. Af en overdosis. På toiletterne under Hovedbanegården. Jeg har savnet ham lige siden. Men
at stofbrugere kan være helt vidunderlige mennesker, det vidste jeg tidligt, helt ind i hjertekulen.
Også det kom med til Vesterbro. En rem af huden, tab og sorg, og kærlighed til frihed, også for
de uelskede.
Jeg havde mere end fuldtidsarbejde og læste
også jura på Københavns Universitet, da jeg
flyttede ind på Gasværksvej. Studiet havde fyldt
godt på med fortællingen om retsstaten Danmark
med retssikkerhed for alle, hvor alle er lige, i hvert
fald for loven, og om et såkaldt universelt sundhedsvæsen med let og lige adgang for alle, høj
som lav. Kontrasten til den fortælling var til at få
øje på i den vesterbroske virkelighed, der den89