maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 97
Lise Rasmussen
Præst i Mariakirken
Mange danskere kender godt Mariakirken. Man
kender især Maria Kirkeplads og husker den nok
for kanyler, overdoser og ambulancens sirener. I
takt med, at der er kommet flere målrettede
tilbud til bydelens udsatte, og i takt med hele
gentrificeringen af Vesterbro har både menighed
og brugergruppe også ændret sig i Mariakirken
og i Mariatjenesten. Tiden går, og gaden forandrer sig konstant, men kirken står stadig med sit
stærke sociale engagement i den såkaldt hårde
ende af Istedgade. Hvordan landede jeg her?
Som barn besøgte jeg ofte min mormor på Bornholm. Min mormor boede i et af de små hyggelige
byhuse i Rønne, og hun gik i kirke flere gange om
ugen. Hun strikkede tæpper til Kosovo og bagte
kager til søndagsgudstjenesterne. Hun lærte mig
Fadervor, og vi bad sammen. Hun læste historier
fra Bibelen højt for mig, og hun lavede altid den
mad, jeg ønskede mig: grøntsagssuppe, frikadeller og klatkager. Hun var et menneske, som jeg
sidenhen satte op på en piedestal, fordi jeg aldrig
oplevede hende vred, men altid meget mild og
hjælpsom. Vi spillede 500, fisk og røvhul, og jeg
vandt sjovt nok altid. Igennem min børnekikkert
var hun bare min mormor, der altid kun ville det
gode og fik det bedste frem i andre. Hun vidste et
og andet om kærlighed, og hun var det første
menneske, jeg kendte, som var udtalt kristent.
Gennem mine besøg hos hende fik jeg troen “ind
med modermælken”. Mange af de ting, hun
sagde og gjorde, kom til at forme mit eget moralske kompas, fordi hun viste mig en grundlæggende udadvendt omsorg for andre.
Som præst i Mariakirken består en stor del af mit
arbejde i at tale med mennesker, der har det
svært, og i de forskellige snakke, jeg har haft, har
jeg mødt en ærlighed, som jeg sætter stor pris
på. I samtalen bevæger vi os meget hurtigt frem
til sagen. Vi taler os frem til det, som ellers ikke
tåler dagens lys. Og det er ikke bare taknemmelighed, jeg møder hos andre efter sådan en snak,
der har noget livsbekræftende i sig – det er også
det at se en forskel. Jeg ser det også som en
pligt eller på helt klassisk præstesprog: det ligger
som et kald at gøre mit for at bidrage til den
forskel, der følger med det at lette sit hjerte.
95