maria projektet hanne lise thomsen 2022 bladrebog - Flipbook - Side 98
Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige
samaritaner, fordi en lovkyndig vil vide, hvad man
skal gøre for at arve evigt liv. Jesus spørger
tilbage: “Hvad står der i loven? Hvad læser du
dér?” Den lovkyndige svarer: “Du skal elske
Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din
sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og
din næste som dig selv.” Hertil siger Jesus: “Du
har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Den
anden fortsætter og spørger nu: “Hvem er så min
næste?” Her fortæller Jesus den gribende historie om en mand, der er blevet overfaldet og ligger
forslået og døende i en grøft. Først kommer der
en præst gående, men går forbi. Så kommer en
levit, men passerer også forbi. Endelig dukker
der en fremmed op, en samaritaner, og han går
hen til den forhutlede stakkel i grøften og samler
ham op. Samaritaneren hælder olie og vin i hans
sår, giver det en forbinding, løfter ham op på sit
ridedyr, bringer ham hen til et herberg og sørger
for ham.
Hvem af disse tre synes du var en næste for ham,
der faldt i røvernes hænder? spørger Jesus, og
den lovkyndige svarer: “Han, som viste ham
barmhjertighed.” Og til sidst siger Jesus: “Gå du
hen og gør ligeså.”
På min første skoledag mødte jeg en pige. Rochel hedder hun, og hun er stadig min veninde
den dag i dag. Vi har kendt hinanden i over 30 år.
Første gang jeg så hende, sad hun og græd i et
hjørne. Jeg husker det som en voldsom gråd, der
ikke ville stoppe, og jeg gik hen til hende. Hun
syntes umiddelbart, det var svært at starte i
skole. Hun blev ved med at græde og kastede på
et tidspunkt op i en skraldespand, men det lykkedes alligevel at få hende til at falde til ro. Og
derfra tog vi hinanden i hånden, og vi gik sammen fra den dag. Sidenhen er det blevet til et
afgørende øjeblik, et vigtigt minde for os begge,
som vi ofte husker hinanden på, for det blev
starten på et særligt og tæt venskab.
Jeg er vokset op i København, men har boet
mange steder inden for Storkøbenhavns grænser. Jeg gik på Den Franske Skole på Frederiksberg, og skolen blev et fast holdepunkt for mig.
Jeg voksede op sammen med børn af mange
nationaliteter, og klasserummets mange kulturer
gjorde meget tidligt min verden stor og alsidig.
Da jeg blev student i 2005, ville jeg væk fra Danmark og ud at se verden. Sikkert pga. min op96
vækst imellem to kulturer, den franske og den
danske, og alle de andre lande, jeg gik i klasse
med, blev jeg både eventyrlysten og rodløs. Jeg
var træt af Pia Kjærsgaard og samme år, som jeg
blev student, blev også Muhammedtegningerne
udgivet. Jeg ville væk fra dansk politik, væk fra
det, der var uretfærdigt, væk fra mine egne familiekonflikter, men endte så alligevel med at rejse
lige ind i dem, da jeg endte steder som Tanzania,
Israel, Vestbredden og Libanon. Konfliktområder,
hvor noget kunne blive bedre, eller hvor jeg
troede på, at jeg kunne være med til at bekæmpe
uretfærdighed og gøre en forskel, dér ville jeg
gerne være.