2021 Årsrapport GLAD Fonden - Flipbook - Side 11
GLAD MEDIER
Glad Medier producerer levende fortællinger
til både øjne og ører. I 1999 begyndte TV-Glad,
som verdens første lokale tv-station drevet af
mennesker med funktionsnedsættelse. I dag er
vi et mediehus med radio, tv og animation.
Nomineret til
diversitetspris
Under kommunalvalget tog vi ud til
landets borgmestre for at tale om
forholdene for mennesker med og
uden handicap.
I samarbejde med to organisationer i Letland og Finland lancerede vi sitet breaktaboos.com. Det var
afslutningen på et 2-årigt samarbejde om nedbrydning af seksuelle tabuer. For handicap og seksualitet
er stadig et tabu i nogle samfund.
Det var derfor også fantastisk at blive nomineret til en Ekko Shortlist Award - en nystiftet diversitetspris.
Vi lå i et stærkt felt med tre andre nominerede. Det blev desværre ikke os, der løb med prisen, men vi
sætter enorm pris på den anerkendelse, der lå i nomineringen.
SÅDAN DÆKKEDE VI KOMMUNALVALGET
Det var et år med tryk på kedlerne for den politiske redaktion på Glad Medier. Ikke mindst under kommunalvalget, hvor TV-Glad med væsentlige og underholdende indslag forsøgte at klæde vores seere,
lyttere og læsere på til at engagere sig i valget og bruge deres stemmer. Det blev til ekstraordinært
mange udgivelser med nyt indhold på alle platforme flere gange ugentligt, hvor vi bl.a. var ude og tale med
landets borgmestre om forholdene for mennesker med handicap. På valgaftenen sendte Radio Glad live i
samarbejde med We Do Democracy.
GAMING – MEGET MERE END ET SPIL
Hvilken type mus er lettest, og hvordan spiller man bedst med én hånd? Som en del af en ny indsats introducerede vi Glad Gaming. Her anmelder vi spil, streamer på Twitch, spiller retrospil og udveksler fif om,
hvilke hjælpemidler man kan bruge, når man er født med et handicap. Vi oplever, at flere synes, at gaming
er en god måde at blive en del af et socialt netværk på.
LÆS MERE
TV-GLAD.DK
Her er redaktionschef Nathalie
Bitton og vært Amir Becirovic på
den røde løber til prisfesten Ekko
Shortlist Awards.
10
11