GreenDozer, Rapport vedr. markedsmodel for direkte genbrug - Flipbook - Side 23
JURIDISKE FORHOLD FOR HANDEL MED GENBRUGTE BYGGEMATERIALER
RAMMER FOR REKLAMATION
Kunden skal til enhver tid kunne reklamere over
købte brugte byggematerialer - på samme måde,
som hvis der havde været tale om nye byggematerialer.
Det giver umiddelbart en udfordring, da det som
udgangspunkt ikke er muligt for leverandøren
at reklamere bagud i værdikæden til f.eks. det
byggemarked eller producent, der i sin tid har
solgt varen. Dels fordi man måske ikke kender den
oprindelige leverandør eller producenten, men oftest
fordi materialet har en alder, så reklamationsretten er
bortfaldet.
For at sikre kundens rettigheder bør platformsejeren
derfor være den, hvor eventuelle reklamationer rettes
til. Det skyldes, at det er platformen, der står som
sælger ift. kunden (udsteder faktura til kunden), og
at kunden derfor altid vil rette en reklamation mod
platformen. Om det er muligt for platformen at
videresende reklamationen til enten
hub eller leverandør, kræver en individuel aftale
imellem platform, hub og leverandør. Det der
her er vigtigt er, at kunden entydigt kan rette
reklamationskrav mod platformen og ikke er
afhængig af den bagvedliggende værdikæde ift.
reklamationssagens håndtering.
Som platformsejer skal man altså være klar over,
at kunden har en berettiget forventning om at få
håndteret sin reklamation hos den, man har købt
materialet af – nemlig platformen. Platformsejeren
kigger derfor ind i, at der skal tegnes en
produktansvarsforsikring - enten af platformsejeren,
eller af platformsejeren i kombination med
levererandøren (materialeejeren). Denne forsikring
bliver afgørende for kundernes valg af genbrugte
materialer frem for nye.
I disse tilfælde vil ejerskabet af denne type
materialer dermed ligge hos den udførende
entreprenør eller håndværker. Der kan være tilfælde
hvor nye materialer leveres til renovering eller
nybyggeri som bygherreleverance, og i disse tilfælde
vil ejerskabet dermed ligge hos bygherre.
Hvem ejer materialet?
I markedsmodellen er der fire aktører: leverandør,
hubejer, platform og kunde. Leverandøren kan
dermed jf. ovenstående være: bygningsejer,
nedrivningsvirksomhed, entreprenør, håndværker
eller bygherre (virksomhed eller privatperson).
Modellens udgangspunkt er, at ejerskabet forbliver
hos leverandøren indtil der findes en kunde, hvilket er
ensbetydende med, at der sker et salg af materialet
til tredjemand. Kapitalbindingen i lager ligger der
med fordelt på flere leverandører, der kan have
materialer liggende på flere hubs på samme tid.
Byggematerialer der er i funktion, og indgår i en
bygning, ejes af indehaveren af bygningen. Det kan
være en offentlig institution, pensionskasse, privat
ejendomsbesidder, privatperson etc. Når en bygning
renoveres eller nedrives, kan bygningens ejer betale
en nedrivningsvirksomhed for selektiv nedrivning
af udvalgte materialer, hvorved bygningens ejer
opretholder ejerskab over materialerne.
Ofte vil en bygningsejer ved renovering eller
nedrivning overdrage ejendomsretten af nedrevne
materialer til nedrivningsvirksomheden som en
del af nedrivningsentreprisen. Omkostningerne, til
selektiv nedrivning med henblik på videresalg af
de genbrugte byggematerialer, skal derfor aftales
mellem bygningsejeren og nedriveren. Det er
dermed enten bygningsejeren eller
nedrivningsvirksomheden, der ejer de genbrugte
byggematerialer alt afhængig af det aftalte.
Nye byggematerialer der leveres til en byggeplads,
tilhører i de fleste tilfælde den udførende
entreprenør eller håndværker. De estimerede 10%
materialespild, der forefindes ifm. renovering og
nyopførelse af bygninger er dermed en omkostning,
der ligger hos entreprenøren eller håndværkeren.
23