GreenDozer, Rapport vedr. markedsmodel for direkte genbrug - Flipbook - Side 25
OPSUMMERING OG AFRUNDING
Når ambitiøse klimamål gør det nødvendigt at
skalere brugen af genbrugte byggematerialer
i byggeriet, er der brug for en digitalisering af
handlen med materialerne og en markedsmodel
for skaleringen, som tager højde for de nuværende
barrierer og incitamenter til at samarbejde på
tværs.
I dag er det sådan, at når en nedrivningsvirksomhed
f.eks. sælger genbrugte byggematerialer fra
eget lager til afhentning, tilhører materialerne
nedriveren selv. Derfor har nedriveren ikke behov
for at investere i hverken lagerstyringssystem eller
digital platform. I en fremtid, hvor samfundet ønsker
og lovgivningen kræver, at der genbruges langt
flere byggematerialer af hensyn til klimaet, så er
der behov for at digitalisere hele flowet, da det er
forudsætningen for at genbruge materialer i stor
skala, som igen er forudsætningen for grøn omstilling af byggeriet. Det kan kun ske via et udvidet
samarbejde mellem en række aktører, som hver
især, udover det åbenlyse klimamæssige aspekt, kan
se en forretningsmulighed i samarbejdet.
Markedsmodellen afdækker incitamenter og teknologiske samspil i samarbejdet for aktørerne og løser
de indbyggede udfordringer, som opstår på tværs af
aktører, proces og logistik.
Det kræver selvsagt, at der er en række aktører
indenfor byggeriet, som kan se værdien i at etablere
og drive hubs, bruge dem og styre disse logistisk via
IT-løsninger. Også dette adresserer rapporten.
Genbrug af byggematerialer bliver en forudsætning
for at bygge fremtidens CO2 neutrale bygninger.
Derfor skal der skabes en markedsmodel med
tilhørende forretningsmodel, hvor alle aktører har
mulighed for at opnå en kommerciel fordel ved
at deltage. Det må forventes, at de af byggeriets
aktører, der dokumenterbart bidrager til den grønne
omstilling i stigende grad belønnes, mens de der
ikke bidrager, udsættes for øgede CO2-aftgifter eller
tilsvarende (gulerod eller pisk).
Mange har ambitionerne om grøn omstilling af
byggeriet. Indtil nu har ambitionerne dog været
løsrevet fra en konkret løsning. Denne rapport
anviser en markedsmodel, som kan bringe vilje og
vej sammen.
—
Jan Rohde, GreenDozer, Aarhus december 2022
Modellen adresserer desuden, hvorledes værdikæden for brugte byggematerialer bliver lige så
tilgængelig og sikker for køberen som værdikæden
for nye byggematerialer.
25