Bladet - Horsens Kommunes Bibliotekers magasin - copy - Magasin - Side 24
- Jeg havde dog den her historie i mit hoved, en som min veninde
engang fortalte om hendes oldefar, der var så lille ved fødslen, at
han var blevet lagt i en skotøjsæske henne ved kakkelovnen, så det
fungerede som en slags kuvøse. Senere i livet fik han også et jernkorset. De to ting, skotøjsæsken og jernkorsettet, var jeg nødt til at
forfølge, og ad snørklede veje blev det til ”Mr. Saitos rejsebiograf”.
typen, der går efter en god sætning eller et godt billede,
og så ser jeg, hvor jeg ender. Det er nok derfor, det har
taget mig tre år at skrive den her bog; fordi jeg ikke fra
starten ved, hvad det er, der skal ske.
Jeg er lidt ligesom en hund på skattejagt, som går
rundt og leder efter spændende ting. Jeg graver og finder et kødben, som jeg så ofte må lade ligge efter at
have undersøgt det i en måned. Som sangskriver er jeg
vant til, at alle linjer tæller, og sådan arbejder jeg også,
når jeg skriver romaner. Alle ord bliver vendt og drejet,
og når det rigtige så dukker op, bliver jeg simpelthen
så glad!
Hvis jeg på forhånd vidste, at skatten lå begravet
under piletræet, og at jeg bare skulle derhen, ville jeg
synes, det var så kedeligt at skrive. Jeg kan godt lide
at være opdagelsesrejsende og ikke på forhånd vide,
hvor skatten er. Sådan bliver jeg nok ved med at være,
men lidt struktur kunne jeg nok have godt af.
særkende, fordi jeg også tænker sådan om mig selv.
Nogle gange føler jeg, at jeg har en kæmpe klumpfod,
og altså, hvem gør ikke det? Det der med at være kejtet
og klodset og irriteret på sig selv… man har jo mange
opgør med sig selv, jeg har i hvert fald. Vi må jo leve
med det, vi har eller ikke har, og en gang imellem kan
det pludselig blive til noget dejligt, fordi man finder nogen at passe sammen med.
Det her med at passe sammen med andre, er noget af det, ”Mr. Saitos rejsebiograf” handler om. Jeg kan
simpelthen ikke finde ud af matematik, men jeg kan
huske, at da vi i skolen kom til den side i matematikbogen, som handler om fællesmængder, gav det pludselig mening for mig. Jeg kunne lide fællesmængden,
altså skæringspunktet mellem de forskellige mængder, og jeg kunne bedst lide, når der var meget af den.
Sådan har jeg haft det igennem hele livet; når jeg har
mødt visse mennesker, har jeg haft lyst til at have en
stor fællesmængde sammen med dem. Hvilket jeg
egentlig tit har slået mig på, fordi de ikke har haft ligeså stort behov for eller lyst til at indgå i denne fællesmængde med mig. Så fællesmængden, fællesskabet,
kan også være forbundet med sorg. Det har jeg taget
med ind i bogen: Hvordan man egentlig bakser rundt
med det.
Jeg vil gerne finde ind i den fællesmængde og
have, at vi alle sammen skal hænge sammen. Og den
bedste fællesmængde af dem alle er den, Lita og Fabiola finder på pensionatet Betlehem, hvor de får lov til
at være en del af fællesskabet mellem beboerne på de
firetyve værelser og resten af øen.
På den måde er bogen jo også en kærlighedsfortælling. Den handler om kærlighed på alle mulige måder. Jeg har svært ved at forestille mig, jeg nogensinde
vil skrive om andet. I bogen møder vi både kærlighed
i den helt spæde form, som kun ungdomsforelskelsen
kan være, og den kærlighed, der gør, at man skaber sin
egen familie, sit eget Betlehem, hvis man er så uheldig
ikke at have fået én tildelt fra fødslen.
Hvor finder du inspiration til dine romaner?
- ”Højsangen fra Palermovej” udspringer fra min egen
familie og fra det kæmpe bibliotek af sætninger og
ting, mine slægtninge har sagt og gjort igennem tiden.
Med ”Mr. Saitos rejsebiograf” har der været anderledes,
for hvor starter man, når man har slænget sig så meget i hovedstolen i første omgang?
Jeg havde dog den her historie i mit hoved, en som
min veninde engang fortalte om hendes oldefar, der
var så lille ved fødslen, at han var blevet lagt i en skotøjsæske henne ved kakkelovnen, så den fungerede som
en slags kuvøse. Senere i livet fik han også et jernkorset.
De to ting, skotøjsæsken og jernkorsettet, var jeg nødt
til at forfølge, og ad snørklede veje blev det til ’Mr. Saitos
rejsebiograf’.
Der er flere skæve eksistenser med særlige kendetegn. Én har en klumpfod, én er døv og så videre...
- Det er nok rigtigt, at jeg skriver meget om dem, der er
her på trods. Altså dem der har et jernkorset, dem der
er født i en skotøjsæske, dem der ikke fik en far, dem der
har en klumpfod og dem, der var lidt for store og alligevel fik balletsko. Samtidig leger jeg med tanken om,
hvad der sker, hvis man pludselig får den gave, man
troede, man aldrig ville få.
Jeg elsker at skrive om folk, som har et eller andet
På det her helt særlige sted, Betlehem, tilhører værelse nr. 24 en beboer, som næsten aldrig er på pensionatet, nemlig Mr. Saito, som kommer forbi en gang
imellem med sin rejsebiograf.
- Ja, bogen handler jo egentlig ikke så meget om Mr.
Saito, men han ligger der som en undertråd sammen
24