Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 10
Krystalmarkedet
Melanie Ringgaard
S
øen lyste klart op af månens skær. Jeg havde lovet mor at være tilbage
inden midnat og lovet Zamira at komme med månevandet. Jeg kiggede op en kort stund
og nød den smukke nattehimmel,
inden jeg fyldte den lille glasdunk
med månevandet. Jeg havde
proppet glasflasken i min lille taske. Min hvide, lange kjole var perfekt længde, da den lige præcis
ikke rørte den beskidte skovbund.
Skoven er altid så fredfyldt så
sent. Engang havde jeg set en af
dragerne ved en sø. Ingen troede
på mig, fordi der jo næsten ingen
chance var for at se dem frit.
Træerne svajede langsomt i
den milde aftenvind. Månen lyste
og stjernerne blinkede ned til alle
og enhver. Jeg kunne se de små
lys og de mange blomsterkrukker
ude foran vores hus. Mor havde
altid elsket skoven. Derfor havde
hun selvfølgelig valgt at bo herude.
Men det var stadig tæt på byen.
Heldigvis.
“Jeg er tilbage,” sagde jeg og
trådte ind.
”Fik du månevandet?” spurgte
Zamira med det samme og kom til
syne i dørkarmen.
”Ja,” jeg rakte hende flasken, og
hun tog den hurtigt.
”Åh tusind tak!” sagde hun og
forsvandt ind på hendes værelse.
”Du nåede tilbage inden midnat,” sagde mor og pegede over
på det store ur i stuen. Det var næsten midnat.
Huset duftede af kaffe og urter. Det var vel heller ikke så sært
når både mor og Zamira nærmest
levede af kaffe, og mor havde så
mange urter hængende i vindueskarmen under alle planterne.
“Du må hellere også komme i
seng. En lang dag venter forude,”
sagde mor og tog en slurk af hendes kaffe. Jeg nikkede og gik ind
på badeværelset.
Mor elskede natur. I huset kunne man ikke gå noget sted uden at
se enten planter, træ, urter, svampe eller krystaller. Det var der bare
overalt.
Jeg børstede mine tænder
med den nye tandpasta, som
mor havde forsøgt at lave i dag.
Ikke helt dårlig. Jeg redte mit
mørke, bølgede hår igennem