Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 17
tur til at flyve gennem luften og endelig lande på jorden, som er så flad,
man skulle tro, den var menneskeskabt. Familien kan føle de blade på
jorden der har haft deres tur. Nu er de
lige så ødelagt, som de snart vil være.
Familien følger med vagten længere
ind i skoven i flere minutter. Hvert eneste sekund kommer de tættere på De
Ukendtes Bjerg, og snart vil de stå i kø
med andre mennesker, der har lige så
tomme hoveder, og lige så skræmte
børn, imens de alle venter på deres
tur.
Nu er de ved foden af bjerget, og deres bind er taget af. Et mægtigt bjerg
med endnu højere træer, både skæve og lige, står foran dem, og de kan
se mennesker, der prøver at stikke af
oppe ved toppen. Fjolser er de, men
livet er meget mere fristende end
toppen. Dens tilstedeværelse er alt for
tung. Familien ved jo hvad toppen af
bjerget har at byde dem.
En tynd grusvej, der ikke tillader
to at stå ved siden af hinanden, fyldt
med dekorationer af symbolerne på
de ni lande, fortsætter ligeud, helt op
til toppen af bjerget, omgivet af tykke
høje mure, så ingen kan flygte. Skoven
fortsætter på de to sider af muren, og
står dér helt uberørt. Hvordan tænker
folk, at de kan flygte, undrer faren sig.
Man er jo fuldkommen lukket inde.
Sylvia’s symbol står der rettet mod familien, så magtfuld og stærk som landet selv. Styrke og magt, der skræmmer og tramper på en. Ingen har
overlevet det land endnu, og ingen vil
nogensinde gøre det. Så længe familien ikke trækker Sylvia oppe på toppen af bjerget, har de i det mindste en
chance, men de vil nok stadig være
alene. Man trækker kun for sig selv,
og med fire familiemedlemmer, vil de
nok aldrig se hinanden igen, selv hvis
de ender med at overleve.
Vagten skubber faren hen i køen,
så moren, drengen og pigen. Nu er
børnene for skræmte til at græde. Den
her mur får dem til at føle sig alt for
små og hjælpeløse. Hvis man skulle
flygte, skulle man hoppe oven på hovederne af dem bag en, men vagterne
nede ved begyndelsen af grusvejen
står klar med spyd, sværd, bue og pil,
alle de våben de har til rådighed. Man
er virkelig hjælpeløs, når man endelig står i denne kø. Fatum Glarea, blev
den navngivet af de ni landes skaber
for 30 år siden. Nu bevæger køen sig
for første gang. De tungeste skridt
familien nogensinde har taget. Og
så tager de endnu et, og så et mere,
og så endnu et. Det fortsætter uden
pause. Sådan en pause kan de aldrig
nyde. Præcis 30 minutter før hele familien vil have trukket. Det ved de. Så
rytmisk er denne gåtur op til toppen.
25 minutter, 20, 15, 10, 5, 1 … fire personer står foran faren.
De sidste fire skridt vil være de tungeste. De sidste seks og syv for hans
børn vil være endnu tungere. Stakkels
dem. Stakkels alle de børn, der blev
ført op af Fatum Glarea. De er alt for
unge. Selv som voksen burde det her
aldrig ske.