Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 19
Det var bare et mareridt
Amina Kikic Bajric
H
jælp,” råber jeg desperat.
”Hjælp!”
Jeg løber med ustabile
skridt tæt på at falde flere gange over de krogede rødder.
Der er træer og atter træer, hvor
end jeg kigger hen. De vidunderlige, store egetræer lader nogle af
solens stråler trænge igennem. Lysets refleksion gør det tydeligere at
se ringene, som former sig i bækken, der snor sig gennem landskabet.
Små runde sten triller efter
mine fødder nærmest som et
vandfald. Et hulk kæmper med at
forlade min mund, men jeg tvinger
det omgående tilbage hvor det
kom fra. Min vejrtrækning bliver for
hvert skridt hurtigere og sværere
at få kontrol over. Vinden skubber
tårer af min kind, imens jeg fortsætter med at flygte for livet.
Jeg skal væk. Den er efter mig.
Grenene under mig knækker, som
var de cornflakes. Mine øjne er så
fokuserede på at kigge fremad, at
jeg snubler over en af rødderne.
Mine hænder bliver helt beskidte
af jorden. Jeg sætter i gang med
at løbe igen, men mine ben vil ikke.
Jeg tager mig til hovedet, og hiver
mig selv i håret, indtil det nærmest
falder ud. Prøver igen, men nej.
Jeg presser med hånden mod mit
bryst, og kryber mig sammen til en
kugle.
Min hånd langer ud efter det lille fyrretræ og prøver at trække mig
op at stå igen, men det lykkedes
ikke.
“Hvorfor mig?” hvæser jeg ud
i skoven. “Hvorfor mig?” råber jeg,
men med meget mindre kraft end
før. “Er jeg ikke god nok?” spørger
jeg med en hæs stemme.
Jeg indser hvad der lige smuttede ud af min mund, og klemmer
hårdere fast omkring mine ben.
Jeg er ikke god nok. Det kan godt