Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 20
være, at der ikke var nogen, der
hørte det, men lysten til at grave
mig ned i et hul og aldrig komme
op igen, er uhåndgribelig. Jeg er
ikke god nok. Følelsen af ydmygelse vokser inden i mig, nærmest
ligesom vrede. Tårer vælter som
dominobrikker ned på mine bukser. Jeg er ikke god nok.
”Hjælp!” råber jeg efterfulgt af
et brøle-lignende råb, for at give
det en sidste chance - giver det
noget tid og erkender nederlaget med et rystende nik. “D-det er
nu, ik?” fremstammer jeg imellem
mine klaprende tænder. “Det er
nu jeg skal dø,” siger jeg lavt efterfulgt af et suk. Håbløst. Jeg lægger mærke til, hvor dybt de ord
egentlig stikker mig i hjertet. Mine
skælvende hænder holder mig for
munden af frygt, for hvad jeg sagde er sandt. Et skarpt skrig trænger
igennem min klump i halsen og
forlader mine læber, idet jeg drejer
mig rundt. Det er nu jeg skal dø.
“Det var bare et mareridt,” gentager jeg forskrækket fra vid og
sans. Igen og igen. Utallige gange.
Det var bare et mareridt.
”Følelsen af ydmygelse
vokser inden i mig,
nærmest ligesom vrede.
Tårer vælter som dominobrikker
ned på mine bukser.”