Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 22
specifikke dag. Hun trasker gennem mudder og vandpytter og
knasende blade, og der går ikke
lang tid, før hun når frem til sin destination.
Det forladte hus har set en del
modgang i sin tid. Vinduerne er
kulsorte firkantede huller, stenvæggene er blevet malet grønne
af alger, dødt krat klamrer sig til
bygningens sider og der er blevet
samlet en bunke tagsten uden for
huset. Børn leger her på solskinsdage. Om efteråret står det tomt.
Et spøgelseshus.
Dørkarmen mangler selve døren, så hun træder uden videre
indenfor. Der er ingen møbler. Kun
jord slæbt ind fra beskidte sko og
små skovkryb, der har gjort huset
til deres hjem. Dagslyset trænger
ind gennem vindueshullerne i kolde grå lysstråler, så man kan se
støvet blive hvirvlet rundt af vinden som dansemyg. Hun falder
omgående sammen langs en af
de beskidte vægge. Hendes hænder skælver så voldsomt, at det er
besværligt at fiske telefonen frem
fra lommen, og hendes fingre kan
næsten ikke ramme de rigtige tal.
Det lykkedes hende først efter en
umådelig mængde tid at få tastet
det rigtige nummer.
Det er en mand, der besvarer
hendes opkald. Han siger med en
professionel uberørt stemmeføring.
“Det er politiet.”
Hendes hjerte banker. Det
hamrer så hårdt, at det føles som
om det prøver på at bryde fri fra
hendes bryst. Hendes luftrør vrider
sig, hun ikke kan få luft, hun åbner
munden for at svare ham, men
hun kan ikke kan sige et eneste ord
i lang, lang tid.
“Hallo?”
“M-mit navn er Alea Kjær,”
kvækker hun så endelig, selvom
hendes stemme næsten er uhørlig. “Kom til Nyfæng Skov. Til det
gamle hus cirka 300 meter væk fra
parkeringspladsen. Jeg har fundet
et lig.”
Så hænger hun med ét op
inden manden kan stille nogle
spørgsmål. Hun kan ikke længere
… hun kan ikke bære tanken om at
lade sin flamme kæmpe den håbløse kamp. Så hun gør det selv. Hun
puster den ud, og mørket sluger
hende.