Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 4
Træet
Mathilde Kofoed
D
e bølgede uldtotter, der
hang trofast på himlen,
slugtes straks af en nærmest askegraa schattering, og deres før alpakabløde
fremtoning blev snart erstattet
af et faretruende ydre. De rullede hastigt over himlen som et
isnende vandfald, der slukkede
enhver ild på sin vej. Og de brændende ildkugler, der plejede at
oplyse den ellers kulsorte nattehimmel, svandt nu omgaaende.
Formørkelsen fik mig til at gyse,
og jeg følte mig pludselig meget
lille. Tanken om endnu en bidende nat virkede uoverkommelig.
Der var en skrækindjagende stilhed. Kun faa skræppende lyde
hørtes i nattens mulm og mørke.
Et lille ottebenet væsen løb mig
koldt ned ad ryggen og søgte læ
under en sølle fold i min grove hud.
Saa skød ud af intetheden lysende
skær, og himlen blevet skaaret til
smaastumper.
Vinden hvinede voldsomt og
rev i mine aarer, saa det pinte mig
til al energien, der før var min, nu
tilhørte vinden.
Mit haar sad pjusket - saa
det mest af alt lignede en enorm
haar-bolle -, og min krone balancerede usikkert på min snævre tinde. Jeg følte efter brud, men fandt
blot et par smaalige skræmmer,
der prydede min hud - som jeg i
den grad ikke ville lade mig mærke af. Mine arme hang slapt ned
langs min side og afslørede mine
kun faa tilbageværende kræfter.
Saa kom pludselig en af de
skrigende, tovingede bæster sejlende paa himlens usigtbare horisont. Den tovingede slog omkring
med sine to sejl og landede saa
paa mig som et strunk aks fyret
mod sin fjende. Jeg mærkede de
modbydeligt spidse kløer skære ind i mit kød. Mine aarer skreg
af bar smerte, som sprængtes de
langsomt en efter en. Men samtidig med smerten følte jeg en
voldsom irritation snige sig længere og længere ind i mig. Hvorfor skulle det bæst absolut vælge
at sætte sig paa mig, tænkte jeg
oprevet. Jeg betragtede olmt den
tovingede, der var iført en kulsort
fjerdragt, som en kutteklædt torso. Noget ved bæstet fik det til at
smage bittert i min mund. Som om