Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 6
Egen og Sommerfuglen
Alfred Vallø
J
eg bor under egen, den
kronede mig, da jeg kom
her første gang. Siden, har
jeg ladet dens viltre hår
skille mig fra himlen. Egen lader
mig fæstne på Jorden og stræbe
mod Himlen, men når jeg klatrer
op, giver den ikke slip - lader mig
kun akkurat smugkigge til Himlens
mystik...
Dog ved den, hvordan den skal
bevæge sig - egen. I hvilket tempo
dens blade skal risle; hvornår, den
skal lade Solen komme frem bag
sit vældige, modne slør… Ja - den
gemmer på en gylden skat, mellem bladene.
En sommerfugl kommer flyvende. Men, tænker jeg. Hvor er den
dog fast i sin form. Så ægte. Den
rider på virkelighedens luft. Den
er åbenlyst tryllebindende, fanger
mine øjne, naturligvis.
Nåh, skriger sommerfuglens
alarmerende farver, så man er en
fange på Jorden. Man er nok ikke
så flygtig og fri, ikke som eet med
Jorden og Himlen. Man flygter nok
ikke til Månen, hvis lys og guddommelighed tiltrækker een som en
magtfuld magnet.
Jeg kigger op under bladene.
Mellem de steder, hvor Solen hægter sig - søde, modne frugter af lys.
Det er en guddommelig varme, der
sidder i mit ansigt. Lys fra et hul op
til Himlen; forbindelsen er klar og
glitrende, helende; blid. Noget beder mig lukke øjnene i. At se væk
fra de smukke dyr i skoven. At falde
hen, i en dyb, dyb søvn…
Nå, flakser den lille sommerfugl,
idet jeg vågner, lod man sig overvinde af søvnen? Hvor menneskeligt og fængslende. At være slave
af søvnen; det er vel sådan, med
nogle.
Jeg vender mig mod egen.
“Så sig dog noget,” siger jeg, og
slår lidt på den tykke stamme.
Men egen siger ingenting. Den
står bare og knirker, som en gammel heks, med alle sine børn, der
hiver hende i håret. Men hun beklager sig ikke.
“Nå,” siger jeg for mig selv. “Det
må man vel tage som sit eget billede på en glitrende skovsø.”