Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 8
Skoven
Solbjørk Høst
M
ine bare fødder krummes om den tykke
bark, og jeg bevæger
mig smidigt op ad.
Langt under mig løber børnene
rundt og leger.
Jeg har nu nået mit mål og
sætter mig på den tykke gren, som
jeg altid sidder på, når jeg har brug
for ro.
Mine lange, beskidte ben hænger ned på hver sin side af grenen, og jeg læner ryggen op mod
stammen, der knirker i vinden. Jeg
lukker øjnene og snuser ind gennem næsen. Duften af gran kan
altid berolige mig. Den fantastiske
duft af skov og natur.
Larmen fra børnene kan næsten ikke høres heroppe. Der er kun
skovens lyde og min rolige vejrtrækning at høre. Jeg sidder lidt og
nyder bare roen. Med lukkede øjne
og løst hår, der flagrer stille i vinden.
Mine øjne åbner sig igen, og jeg
ser ud over bølgerne.
De er ikke store men heller ikke
små. Som om de vil sige mig, at
det er rigtig sommer nu. Ikke mere
regn og kulde. Det har været en
hård vinter med lidt mad, og derfor
har vi mistet mange folk fra stammen.
Men nu hvor det er sommer,
kan vi igen fylde maverne med
mad, fylde ørerne med fuglesang
og fylde øjnene med farver. Jeg
kigger på mine negle, der er stoppet til med jord og andet skidt, efter at jeg har klatret op af skrænter
og op i træer.
Det er dejligt, at jeg igen kan
mærke naturens liv så stærkt omkring mig. Skoven er en helt anden,
når det er sommer.
Pludselig lyder stammens indianerråb, og jeg begynder nu
hurtigt min nedstigning. Når en fra
stammen kalder, skal vi tilbage til
teltene. Der er noget vigtigt, som
hele folket skal vide.
Jeg klatrer hurtigt og erfarent
ned og løber over skovbunden,
indtil jeg kan se vores telte, der står
mellem træerne.
Vores tipier er som frygtindgydende spyd op mod himlen, men
jeg frygter dem ikke. For iblandt
alle teltene er mit hjem. Det hyggelige telt hvor der er varmt og
tørt. Det trygge sted hvor der ikke