Skriveskolens antologi efterår 2021 - Bog - Side 21
Flammen
Isabella Burgard Munk
H
endes flamme er en
ynkelig lille gnist. Den
brænder ikke længere.
Den kæmper blot forgæves for at holde sig i live. Et utilsigtet vindpust kunne blæse den ud,
den er så svag, den er ubrugelig,
fordi den ikke længere kan lyse vejen op i mørket. Det er for sent at
redde den, så hvorfor skulle man
holde sådan en meningsløs eksistens i live?
Døende. Det er hvad den er.
Døende, døende, døende. Ordet
gentages i hendes hoved om og
om og om igen, det sidder fast i et
loop, og det er alt hvad der holder
hende gående.
Efterårsvinden er bidende. Hun
snøfter hvert andet sekund, men er
stadig ved at tabe kampen mod
sin løbende næse. Hendes tænder
klaprer, og hun tager hænderne
op af jakkelommen og prøver at
puste lidt varme ind i dem, så det
føles som om tusindvis af nåle stikker hendes fingre. Selv iført jakke
og vinterstøvler, kan hun ikke holde
op med at ryste, men det er vel ikke
udelukkende kuldens skyld?
Træernes grene er nøgne og
forvredne, og alle de sporadiske
kviste ligner tyndt strittende hår.
Regnen siver ned gennem hullerne
i de tomme trækroner, dryp, dryp,
dryp, lyder det, som tusindvis af
utætte vandhaner. De iskolde dråber rammer hendes hovedbund
og løber ned ad hendes ansigt,
ned i nakken på hende, så hun får
knopper over hele kroppen. Verden
er dækket af et hæsligt gråt filter.
Selv ikke de ildfarvede blade kan
lysne atmosfæren. Det er en elendig efterårsdag. Helt perfekt.
Hun har sin telefon i lommen,
sammen med pillerne, men hun
har ingen musik i ørerne, som hun
plejer, når hun går tur i skoven.
Men det giver sig selv på denne