Ret og Indsigt 2024-1 - Flipbook - Side 12
12 Ret & Indsigt 1 | 2024
Serie om friplejehjem:
Fastsættelse af takster
Friplejeboligloven med tilhørende bekendtgørelser indeholder ikke en entydig
fremgangsmåde for fastsættelsen af takster mellem kommune og friplejeleverandør. Ændringen af takstreguleringen i 2015 betød, at der i dag er store
udsving i taksterne kommunerne imellem. Det har stor betydning for både
leverandører, kommuner og investorer. Vi ser i denne artikel nærmere på
reguleringen af takstområdet og på de værktøjer, hvor man kan finde hjælp til
beregningen.
Når parterne ikke til enighed (nr. 2),
fastsættes taksterne af beliggenhedskommunen (den kommune, hvori friplejehjemmet ligger) på grundlag af
kommunens egne gennemsnitlige
omkostninger ved drift af tilsvarende
kommunale tilbud.
Frem til 2015 var afregningen af friplejeleverandørens ydelser efter serviceloven baseret på et nationalt takstsystem. Modellen indebar en risiko for
koncentration af friplejeboliger i kommuner med et lavt udgiftsniveau (typisk
uden for de større byer), og for at friplejeleverandøren fik sine ydelser afregnet til et væsentligt højere beløb end
beliggenhedskommunens egne udgifter
til tilsvarende tilbud.
Denne løsning anvendes i praksis i
langt de fleste tilfælde, og taksten skal
her fastsættes i overensstemmelse
med afregningsbekendtgørelsen.
Takstmodellen kan opdeles i tre trin:
Takstmodellen fra 2015 er nærmere
reguleret i friplejeboliglovens § 32 og
bekendtgørelse om fastsættelse af
afregningspriser, bekendtgørelse nr.
1170 af 30. september 2015, også kaldet “afregningsbekendtgørelsen”.
1. Takstfastsættelse sker ved aftale
mellem den visiterende kommune
og friplejeleverandøren efter friplejeleverandørens fastsættelse af
vejledende takster.
2. Hvis parterne ikke kan blive enige,
og der er et beregningsgrundlag,
det vil sige et tilsvarende tilbud i kommunen: Takstfastsættelse sker på
baggrund af beliggenhedskommunens egne gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved drift af tilsvarende tilbud.
3. Hvis parterne ikke kan blive enige,
og der ikke er et beregningsgrundlag: Takstfastsættelse sker med
udgangspunkt i den takst, som
beliggenhedskommunen vil kunne
opnå ved at anbringe borgeren i et
tilsvarende tilbud (sammenligneligt).
Med den nye afregningsmodel bevægede man sig væk fra et nationalt
takstsystem og over til en model, som
tager afsæt i omkostningsniveauet i
den enkelte kommune – og dermed
danner grundlag for en lokal takst.
Med ændringen kom der derfor fokus
på, hvordan den enkelte kommune
opgør sit omkostningsniveau.
Udgangspunktet efter den nye model
er altså (nr. 1), at den visiterende kommune og friplejeleverandøren aftaler
sig frem til en afregningstakst for friplejeleverandørens levering af serviceydelser ud fra friplejeleverandørens
takster. Dette følger af friplejeboliglovens § 32, stk. 1.
2015 – en ny takstmodel
Med ændringen af friplejeboligloven i
2015 blev der derfor indført en ny model.
Kommunen skal kunne dokumentere beregningsgrundlaget
(afregningsbekendtgørelsens
§§ 4 og 5):
§ 4: Kommunalbestyrelsen skal
fremlægge grundlaget for
beregningerne på friplejeleverandørens anmodning herom.
§ 5: Friplejeleverandøren kan
anmode Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen om i henhold til konkurrencelovens § 11
b at undersøge en kommunalbestyrelses beregningsgrundlag, beregningsmetoder og
fastsættelse af afregningspriser i henhold til denne
bekendtgørelse […]
Hvor der ikke er et tilsvarende tilbud i
kommunen og dermed et beregningsgrundlag, skal beregningen (nr. 3) ske
ud fra sammenlignelige botilbud, plejeboliger eller lignende. Afgørende er,
hvilke ydelser tilbuddet kan levere