Ret og Indsigt 2024-1 - Flipbook - Side 16
16 Ret & Indsigt 1 | 2024
Kommunal garantistillelse til
kollektive varmeforsyninger
Energistyrelsen har vejledende udtalt sig om kommunal garantistillelse efter
varmeforsyningsloven til varmeforsyningsvirksomheder, herunder affaldsforbrændingsanlæg. Kommuner, der stiller garanti, skal opkræve en provision,
der efter national ret alene må dække risikoen. Udgør garantien statsstøtte,
skal det markedsøkonomiske investorprincip iagttages.
National regulering af kommuners
adgang til at yde garantistillelse
Efter varmeforsyningsloven skal kommunal garantistillelse ske i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.
Ifølge Energistyrelsens vejledning skal
loven fortolkes i lyset af kommunalfuldmagten og hvile-i-sig-selv-princippet. Kommuner, der stiller garanti for
varmeforsyninger, vil altid skulle opkræve
et vederlag i form af en garantiprovision.
Vejledningen forholder sig ikke konkret
til, hvad der gælder for varmeforsyninger, der er organiseret i forvaltningen
eller som § 60-fællesskaber.
Garanti skal gives på markedsmæssige
vilkår, hvilket i henhold til vejledningen
er et udtryk for, at kommunen skal
foretage en faktisk vurdering af kommunens konkrete risiko i det enkelte
tilfælde. Varmeforsyningsloven indeholder ikke hjemmel til, at kommunen
må tjene penge ved garantistillelsen.
Kommunen har et vist skøn i beregningen af garantiprovisionen, men er forpligtet til at udfolde rimelige bestræbelser på at afdække, hvad en garantiprovision, som dækker kommunens
risiko, er i det konkrete tilfælde. Dette
kan ifølge vejledningen fx ske ved, at
kommunen konsulterer kommunens
bank eller finansielle rådgivere.
Derudover skal kommunen vurdere,
om garantien vil udgøre statsstøtte. Er
det tilfældet, skal kommunen enten
anmelde støtten eller tage højde herfor, når kommunen beregner garantiprovisionens størrelse, jf. nedenfor.
EU’s statsstøtteregler
EU’s statsstøtteregler finder anvendelse, når en række kumulative betingelser i TFEU Art. 107 er opfyldt. Det
gælder navnlig, når modtageren af
statsstøtten udøver økonomisk aktivitet,
opnår en økonomisk fordel, og samhandlen på det indre marked påvirkes.
Generelt anses energiinfrastruktur som
en økonomisk aktivitet, der er omfattet
af statsstøttereglerne. Dermed vil
garantistillelse til energiinfrastruktur,
herunder fjernvarmenet, være omfattet af EU’s statsstøtteregler. Det fremgår både af Kommissionens definition
af begrebet statsstøtte og af Vestre
Landsrets dom i den såkaldte
Sønderborg-sag.
Efter EU’s statsstøtteregler skal kommunegarantien ydes efter det såkaldte
markedsøkonomiske investorprincip.
Det er den almindelige konkurrenceretlige opfattelse, at garantiprovisionen både skal afdække risikoen og
indeholde en fortjeneste for kommunen.
Det betragtes herefter ikke som statsstøtte, hvis garantien overholder visse
kriterier i henhold til Kommissionens
vejledning, herunder at den ydes på
markedsvilkår. I så fald kan provisionen
fastsættes ud fra en af tre følgende
metoder:
• Ud fra en tilsvarende garantipræmie
på de finansielle markeder.
• Ud fra de samlede finansielle
omkostninger for lånet sammenlignet med markedsprisen for et tilsvarende lån uden garanti.
• Som en årlig minimumspræmie fastsat på grundlag af låntagerens kreditvurdering (“safe harbour” præmie).
Behov for yderligere afklaring
Energistyrelsens vejledning tager ikke
stilling til, hvordan kommunerne skal
håndtere den indbyggede konflikt mellem det kommunalretlige hvile-i-sigselv-princip og EU-rettens markedsinvestorprincip, eller hvordan kommunerne skal forholde sig til de
kommunale varmeforsyninger og
§ 60-fællesskaber.
Horten er gået i dialog med
Energistyrelsen herom.
Andreas Christensen
Partner, advokat
ac@horten.dk
Line Markert
Partner, advokat
lma@horten.dk
Renée van Naerssen
Advokat
rvn@horten.dk