Aflønningsrapport 2020 - Flipbook - Side 2
INDUSTRIENS PENSIONSFORSIKRING A/S
AFLØNNINGSRAPPORT 2020
Aflønningsrapport 2020
Indledning
Denne aflønningsrapport indeholder de oplysninger, der skal offentliggøres i henhold til § 26 i
bekendtgørelse om lønpolitik og aflønning i forsikringsselskaber, forsikringsholdingvirksomheder og firmapensionskasser.
Oplysningerne i rapporten omfatter regnskabsåret 2020 for såvel IndustriPension Holding A/S
som Industriens Pensionsforsikring A/S.
Principper for aflønning
Bestyrelsen har udarbejdet en lønpolitik, der
fastsætter principperne for aflønning i Industriens Pension. Lønpolitikken gælder for alle medarbejdere, dog således at der er fastsat særlige
vilkår for medlemmer af bestyrelsen, direktionen
og øvrige ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig
indflydelse på selskabets risikoprofil.
Lønpolitikken sikrer, at det er muligt at tiltrække
og fastholde den nødvendige og kvalificerede
arbejdskraft for at sikre den bedst mulige gennemførelse af den vedtagne forretningsmodel.
Lønpolitikken har til formål at fremme en sund
og effektiv risikostyring. Gennem politikken sikres det derfor også, at der alene indgås løn- og
pensionsaftaler, der er i overensstemmelse med
den vedtagne forretningsmodel, og som alene
tilskynder til kontrolleret risikotagning.
Lønpolitikken skal desuden sikre, at der ikke
indføres aflønningsstrukturer, der strider mod Industriens Pensions forpligtelser til at handle i
medlemmernes bedste interesse eller imod reglerne om god skik i lov om finansiel virksomhed.
Lønpolitikken fastsættes normalt på det sidste
bestyrelsesmøde i året og godkendes årligt på
generalforsamlingen.
Aflønningsudvalg
Bestyrelsen har nedsat et aflønningsudvalg, der
består af bestyrelsens formand og næstformand.
Udvalgets primære arbejde er at forberede beslutninger, der træffes i bestyrelsen, og udvalget
skal redegøre for sine overvejelser til brug for
bestyrelsens behandling og godkendelse af lønpolitikken.
Udvalget skal endvidere sikre, at der mindst én
gang årligt gennemføres en kontrol med overholdelsen af lønpolitikken. Dette sker i samarbejde med et hertil valgt revisionsfirma.
Lønelementer
Medarbejdernes faste vederlag fastsættes på
baggrund af stillingsindhold og kompetencer.
Udover det faste vederlag gives en række markedskonforme personalegoder.
Hovedparten af medarbejderne i Industriens
Pension har et ansættelsesforhold, der følger af
kollektive overenskomster. Medarbejdere med
ledelsesansvar samt visse specialister har individuelle kontrakter, der regulerer deres lønforhold.
Indbetalinger til medarbejdernes pensionsordninger er fastsat i ansættelseskontrakter og efter
gældende overenskomster. Der kan ikke gives
ekstraordinære pensionsbidrag, ud over hvad
der fremgår af ansættelseskontrakterne.
Der kan lejlighedsvist udbetales engangsvederlag til medarbejdere, der har ydet en ekstraordinær indsats. Sådanne vederlag vil maksimalt
kunne udgøre 100.000 kr. og vil altid blive givet
bagudrettet.
Visse medarbejdere på investeringsområdet har
aftaler om tildeling af individuelle bonusbeløb.
Kriterierne for optjening af bonus omfatter både
afkastmæssige resultater og opfyldelse af ikke
kvantitative mål. Ordningen er tilrettelagt på en
måde, som tilskynder til en kollektiv indsats, hvor
den enkelte ansatte kan bidrage til helheden
Historisk har enkelte investeringsmedarbejdere
haft en aftale om langsigtet resultataflønning på
baggrund af de afkast, der opnås på unoterede
investeringer. Industriens Pension anvender
ikke længere denne type aftaler, men positive
afkast, der opnås under disse aftaler i de kommende år, vil resultere i udbetaling af vederlag
til de medarbejdere, der har været omfattet af
ordningen.
Grænser for variabel aflønning af bestyrelse,
direktion og øvrige væsentlige risikotagere
Bestyrelsen skal i forbindelse med udarbejdelse
af lønpolitikken identificere de øvrige ansatte,
hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil. Disse medarbejdere
fremgår af et separat bilag til politikken.
Lønpolitikken sikrer, at der ikke indgås aftaler
om variabel aflønning af bestyrelsesmedlemmer, og at vederlag til direktionen eller øvrige
ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse
på Industriens Pensions risikoprofil, ikke indeholder variable løndele, der overstiger 100.000
kr. om året, eller som tilskynder til øget risikotagning.
Kontrol med aflønningen i 2020
Aflønningsudvalget har gennemført en kontrol
af, at den for 2020 vedtagne lønpolitik er overholdt.
Kontrollen er gennemført i samarbejde med
Redmark, statsautoriseret revisionspartnerselskab, der konkluderer, at der ikke i 2020 er sket
udbetalinger af vederlag i strid med politikken.