Pensionsvejledning01012021 - Flipbook - Side 41
Industriens Pension: Pensionsvejledning
underskud, uanset oprindelse. Undtaget herfra er gruppelivsordningen.
Gruppelivsordningens resultat opgøres for sig, og overskud henlægges til bonushensættelse
vedrørende gruppeliv. Beregning og fordeling af det realiserede resultat sker derfor ikke som
angivet i den gældende bekendtgørelse om kontributionsprincippet.
Vedrørende syge- og ulykkesforretningen henlægges medlemmernes andel af overskud til
bonus og præmierabatter.
Bonus
Det er kun en del af pensionsordningen, der er etableret med bonusret.
Opsparing med markedsrente og syge- og ulykkesforsikring er uden bonusret. Opsparing
med gennemsnitsrente er med bonusret. Engangsudbetalingen ved tab af erhvervsevne,
visse kritiske sygdomme og dødsfaldssummen er etableret med bonusret.
For den eventuelle del af dine forventede pensioner og forsikringer, som er etableret med
bonusret, gælder, at prisen bliver beregnet ud fra nogle generelle forudsætninger om rente
(afkast), risiko og omkostninger. Hvis de faktiske forhold bliver bedre, kan der opstå et
overskud. En del af dette overskud kan anvendes til at give bonus.
Bonus gives på baggrund af Industriens Pensions til enhver tid gældende bonusregler, som
anmeldes til Finanstilsynet. Du kan få bonusreglerne udleveret ved henvendelse til
Industriens Pension. Medmindre andet er bestemt, anvendes bonus i pensionsordningen til
opskrivning af pensioner. Bonus af forsikringer, der er tegnet som gruppeforsikring,
anvendes til nedsættelse af betalingen i det følgende år. Reglerne kan ændres for fremtidige
såvel som for allerede bestående forsikringer. På pensionsoversigten kan du se, hvad du
sammenlagt har betalt for forsikringerne efter bonus.
I forbindelse med overgang til markedsrente blev det kollektive bonuspotentiale udloddet
som bonus på én gang. Medlemmer, som er overgået til markedsrente, har herefter ingen
fremtidig bonusret, udover bonusretten på gruppelivsforsikringerne.
Omkostninger
Alle medlemmer betaler det samme i administrationsomkostninger. Hvis der ikke bliver
indbetalt nok til, at omkostningerne kan trækkes fra indbetalingerne, bliver de i stedet trukket
fra opsparingen.
Navne- og adressebeskyttelse
Hvis du som medlem i Industriens Pension har beskyttet adresse, har vi ikke mulighed for at
sende breve på papir til dig, men du kan finde vores meddelelser på Min side på vores
hjemmeside eller i e-Boks. Det samme gælder, hvis du har oplyst en ufuldstændig adresse.
Hvis du forlader Danmark
Du kan få din pensionsordning i Industriens Pension udbetalt, hvis du emigrerer til et andet
land og ikke allerede får udbetalt pension fra os. Der skal betales statsafgift ved
udbetalingen. Der kan dog gælde andre regler, hvis du har en § 53 A-ordning.
Det er et krav, at din fulde skattepligt til Danmark er ophørt. Dokumentation herfor vil kræves
indsendt. Hvis du bor i udlandet, men arbejder i Danmark, er din fulde skattepligt ikke ophørt,
og du kan ikke få din pensionsordning udbetalt før tid. Det skyldes, at du stadig har en
tilknytning til Danmark.
41