WulffPartnere SkoenneHjem 02 240x340mm 36s Online - Flipbook - Side 20
WULFF & PARTNERE
LIVET I DIN BY & SKØNNE HJEM
En lille bid
af Jacks univers
K U N S T
Når den er der, så er den der. Det ved Jack Kabangu,
der på blot et år er gået fra et liv som hyggekunstner til at
kunne leve af sin kunst.
På den ene side kan man sige, at Jack Kabangu blev kunstner
ved et tilfælde. På den anden side har han nok altid været en
kunstner i svøb. For selv om det egentlig var lidt af et tilfælde
og som en hyggeaktivitet under Corona-nedlukningen, at den
i dag 26-årige Jack Kabangu for alvor begyndte at male, har det
nok altid ligget i kortene, at han ikke ville tage den lige vej
med skole og almindeligt job. For Jack Kabangu har altid gået
efter det, der gav mening for ham, og ikke hvad normerne
forventede.
Dem, der har kendt ham i mange år, har kunnet følge hans
søgning i livet ad en alsidig kunstnerisk vej, der har ført ham
gennem blandt andet rapmusik, fotografi, mode, renovering
af møbler, design og nu maleriet. Men de fleste er nok lidt
overraskede over, hvor hurtigt det er gået, og at Jack Kabangu,
et år efter han ved et tilfælde malede sit første maleri, i dag
kan leve som fuldtidskunstner.
KUNSTEN SOM ÅNDEHUL
Jack Kabangu husker tydeligt første gang, han solgte et maleri.
Han havde egentlig bare malet billedet for hyggens skyld. Men
han kunne mærke, at der var en særlig nerve i maleriet, og
han delte derfor nogle billeder i en gruppe på Instagram. Det
resulterede i, at han solgte sit første maleri for 6000 kroner, et
for ham dengang svimlende beløb.
”Jeg har altid haft interesse for kunst, design og mode og altid
været kreativ og elsket at udtrykke mig kreativt, så der har ikke
været et bestemt tidspunkt, hvor jeg som sådan er begyndt at
male. Jeg har, så længe jeg kan huske, haft kunsten ved siden
af skole og job som mit åndehul. Under Corona, da det hele
var lukket ned, fik jeg en naturlig mulighed for at dykke mere
ned i kunsten. Så det skete egentlig pludseligt, at jeg kom til
et punkt, hvor jeg kunne mærke, at jeg skulle fokusere mere
på min egen kunst.”
20
Siden er det gået stærkt. Jack Kabangu er flyttet fra Struer til
København med sin kæreste, og han har det sidste år skiftet
et job som handicaphjælper ud med liv helt helliget kunsten,
hvor han nu lever af at sælge sine malerier, udstiller ved bl.a.
bilmærket Aston Martin og på gallerier i både København og
Paris og samarbejder med tøjbrands som Les Deux.
Men selv om det æstetiske og kreative altid har været et
naturligt element i hans liv, havde han nok aldrig forestillet sig,
at den lille dreng, der blev født i Zambia, flygtede med sin
familie til Vestjylland som 9-årig og voksede op i Holstebro,
skulle ende med at leve et liv som fuldtidskunster.
KUNSTENS SÆRLIGE SPROG
Det er da også denne særlige fletning af kulturelle rødder, der
løber som en åre gennem hans kunstneriske univers. Hvor det
afrikanske smelter sammen med det danske i et helt særligt
udtryk, der rækker ud over det verbale. For det er det, kunsten
kan, mener Jack Kabangu.
”Det verbale har aldrig været mit stærke eller foretrukne
sprog. Jeg er vokset op i et hjem med mange forskellige sprog.
Afrikanske stammesprog, fransk, engelsk, dansk – det kan
være meget rodet, når vi snakker sammen. Det har gjort det
svært at finde ud af, hvad mit sprog egentlig var, så jeg har nok
følt mig sprogligt rodløs. Der fandt jeg mit eget sprog i kunsten,
moden og æstetikken. Her kan jeg helt ordløst skabe en følelse,
et udtryk, en energi. Så når nogen vil købe ét af mine værker
og den energi, jeg gerne vil videregive i værket, så har det
aldrig givet mere mening for mig.”
DET SKØNNE OG DET GRIMME
Især hans tidlige værker kan ses som abstrakte selvportrætter
med et afrikansk touch og en meget tydelig Jack Kabangu-streg.
Eller nærmere strøg, for hans foretrukne redskab er (Fortsættes)