kirkeblad efterår 2020 - web - Flipbook - Page 13
Tirsdag den 15. september 2020 afholdes der valg til menighedsrådene over hele landet.
En vigtig dag, hvor det bestemmes, hvem der skal være arbejdsgivere for kirkens personale de
næste 4 år, og hvem der skal sætte deres præg på kirkens liv og aktiviteter.
Vejgaard Sogn er det største sogn i Budolfi Provsti med knap 10.000 medlemmer. Derfor skal
vi vælge 14 medlemmer til menighedsrådet. De 4 præster er ”fødte” medlemmer.
Vejgaard Sogn gør sig meget umage for at være en aktiv del af lokalsamfundet med tilbud til
alle borgere fra 0-100 år. Mange af vores aktiviteter foregår i sognehuset, som for øjeblikket
er under ombygning, men som i 2021 vender stærkt tilbage i en større udgave med endnu
flere muligheder for aktiviteter. Også den aktivitet, der simpelthen består i at sætte sig et rart
sted og få en kop kaffe og måske en snak med en anden kaffetørstig.
Vi har brug for nye medlemmer af menighedsrådet, da en del af det nuværende menighedsråd ikke genopstiller pga. alder, helbred og andre gode grunde.
Vi vil meget gerne have medlemmer, der afspejler det samfund, som Vejgaard Sogn er en del
af. Vi tror på, at det bedste menighedsråd er et råd, hvor forskelligheder mødes og hvor mange perspektiver og vinkler kommer i spil.
Vi er særligt interesserede i forældre til de mange børn, der benytter vores tilbud om babysalmesang, børne bongo, kirke i børnehøjde og børnekor og minikonfirmander. Kom og vær
med til at styrke børneperspektivet i sognet.
Vi er også interesserede i unge mennesker. Kom og vær med til at give ideer til, hvordan sognet i højere grad kan være et samlingspunkt for store børn og unge mennesker.
Menighedsrådet har ansvaret for driften af bygninger og kirkegård. Vi er derfor interesserede
i mennesker med forstand på bygninger, fx håndværkere af enhver slags.
Vi kan også virkelig bruge mennesker med flair for økonomi, IT og PR.
Men det allervigtigste er, at du har interesse for at arbejde i et menighedsråd. Man bliver klog
på mange ting, som man dårligt nok anede fandtes.
Den første, vigtige opgave for det nye menighedsråd bliver at ansætte en ny præst. Vores kirkebogsførende præst, Malene Bendtsen, rejser til oktober for at tiltræde en stilling som præst i
Den Danske Kirke i Paris. En spændende udfordring for hende. Og en stor udfordring for os
at finde en ny præst, der tilnærmelsesvis kan erstatte hende. Ansættelse af ny præst er en opgave, der involverer det samlede menighedsråd. Det nuværende menighedsråd ansatte Mette
Krogholm Pedersen. Det var en spændende og lærerig proces, der, som I ved, endte lykkeligt.
Er dette mon noget for dig?
Vil du gerne vide mere?
Så er du velkommen til at ringe til menighedsrådets formand, Anne Helene Winther, på tlf.
40 68 27 60 eller formand for valgbestyrelsen, Hannah Brandt, på tlf. 20 61 18 16.
Mød op den 15. september 2020 kl. 19.00, uanset om du selv stiller op eller ikke.
Kom for at bruge din ret til at stemme på kandidaterne. Vi glæder os til at se dig.