Marius Uldspinder - Magasin - Side 20
Generationsskifte
Mit første møde med Marius var i november 1956, da jeg var i Ferritslev for at søge
stilling som leder af virksomhedens forskellige arbejdspladser. Af stillingsannoncen, som jeg fandt i Dagbladet Licitation,
hvor man normalt ikke annoncerer efter folk,
fremgik det kun, at vedkommende helst
skulle have kendskab til vejarbejde.
Marius var på det tidspunkt 64 år, og
havde drevet virksomhed i 31 år. En mangeårig medarbejder, Åge Gundersen, der
havde virket som arbejdsleder og tilsynsførende, var rejst, og Marius søgte nu en afløser, som han udtrykte det. Marius havde vist
ikke forestillet sig, at det skulle være en ingeniør – tværtimod havde han et vist antipati
imod dem, der havde læst. De var ofte efter
hans mening for »kloge« og med manglende
jordforbindelse.
Men mødet denne dag i november 1956
faldt således ud, at begge parter accepterede
hinanden. – Marius slugte »ingeniøren« og
dette blev indledningen til et meget fint samspil i næsten 30 år.
Jeg begyndte 6. januar 1957. Det gik hurtigt op for mig, at jeg selv måtte finde ud af,
hvordan tingene skulle gøres; f.eks. hvordan
kommunerne skulle betjenes, og hvordan de
driftsmæssige opgaver skulle løses. Marius
havde ikke i mange år interesseret sig så meget for den entreprenørmæssige, men mere
for den maskinmæssige del af virksomheden.
Efter at have været ansat et halvt års tid,
kom Marius en dag op på kontoret, og satte
sig foran mig og sagde: »Det kan du nok
finde ud af«. Jeg forstod ikke helt, hvad han
mente, men fornemmede på alvoren, at det
var vigtigt. Derfor spurgte jeg: »Hvad mener
du, Marius«. Han svarede blot: »Jeg kan se,
du kan godt finde ud af det, så nu skal du
fremover gøre, som du synes«. Så gik han
uden yderligere kommentarer.
Det var Marius’ måde at fortælle, at nu
havde han vurderet mig, og dermed accepteret denne »fremmede 30-årige« som en del af
sin virksomhed.
Marius’ maskintekniske snilde er velkendt. Uden nogen form for reel uddannelse
var han i stand til at udtænke, konstruere og
bygge maskiner, som kunne præstere vejbelægninger i en kvalitet, som på det tidspunkt var usædvanlig.
Den maskine, der fik mest betydning for
vejbygningen i almindelighed var nok den
tre-akslede tromle, der gav specielt stenbelægninger en stor jævnhed. Den mest geniale
maskine var efter min mening asfaltudlægningsmaskinen »Fyn’eren«, der præsterede
en komprimeringsgrad og jævnhed så god, at
der aldrig senere er fremkommet maskiner
med tilsvarende egenskaber.
For Marius var kvaliteten i de vejarbejder,
vi udførte, det altafgørende.
Men medaljen havde også en bagside.
Maskinerne kørte med en for lav hastighed. Det betød, at vi udførte færre kvadratmeter belægning end konkurrenterne, men
også forbruget af vejmaterialer blev uforholdsmæssigt stort under de ret tunge maskiner.
For at kunne konkurrere måtte vi derfor
efterhånden anskaffe nye maskintyper, som
Marius med rette kritiserede, fordi de ikke
kunne opfylde hans ønske om kvalitet.
Dette førte da også en dag til en meningsudveksling mellem Marius og mig.
Marius havde været ude at se en belægning, som vi havde udført med en købt maskine. Han kom op til mig noget ophidset og
sagde, at jævnheden ikke var god nok, at det
ikke var den kvalitet, han plejede at lave. Det
måtte jeg give ham ret i, men forklarede ham,
at jævnheden trods alt var så god, at kunderne var tilfredse, fordi bilernes efterhånden bedre affjedring gjorde det vanskeligt at
afgøre, om belægningen var udført af den ene
eller anden type maskine, og at prisen på arbejdet derfor var afgørende.
Marius accepterede denne forklaring,
selvom det jo reelt betød, at nogle af de maskiner, som han selv havde fået ideen til og
selv bygget, ikke kunne anvendes mere.
21