Marius Uldspinder - Magasin - Side 24
– med øjet som det
skabtes, himmelvendt,
lysvågent for alt stort
og skønt herneden –
Om Marius Pedersen vil jeg gerne have
sagt tre ting. Det ene har med livlighed og
munterhed at gøre. Det andet har med at
gøre ret og skel og med trofasthed at gøre.
Det tredie har med enfoldighed at gøre.
Marius Pedersen må have været omkring
75 år, da jeg lærte ham at kende, kort efter at
jeg var blevet præst i Ryslinge Frimenighed,
som han hørte til. Det var nu ikke til at se,
hvor gammel han var. Skægget, skikkelsen,
påklædningen, kunne få en til at tro, at han
var langt ældre. Øjnene kunne få én til at tro,
at han var meget yngre. De futtede omkring
som på et barn.
En af de første gange, jeg besøgte ham, viste han mig omkring. Jeg fik vist hus og have,
vandmøllen, tusindbenet og bygningen i haven, der var fyldt med ting, der ikke var nogen nytte til, men som man måske en gang
kunne få brug for.
Vi var også igennem de nye bygninger,
hvor Marius på én gang kunne forklare det
hele, samtidig med at han sagde, at alt det
havde han jo ikke nogen forstand på, for han
var gået på aftægt.
Han overlod noget af forklaringen til en
ingeniør, men på hans spørgsmål til ingeniøren lød det, som om han nok kunne selv. Jeg
husker ikke, om det var dengang, eller det
var lidt senere, han fortalte historier om ingeniører. Hvis man skulle tage efter de historier, var hans meninger om ingeniører og andre, der havde læst sig til deres viden, ikke ret
høje.
Pointen var, at det var bedre at holde sig
til sin sunde fornuft og til en smule praktisk
sans, end at holde sig til de kloge hoveder,
der troede man kunne læse sig til virkeligheden. Den sunde fornuft gik ud, hvor klogskaben gik ind.
Det var bare underligt, at alle de historier,
som der ikke var nogen tvivl om, at han mente, ikke forhindrede ham i at gøre brug af
den klogskab, der var inde i de kloge hoveder. Når han hørte på ingeniørerne, kunne
man se, at han samtidig lyttede efter, om ikke
de kunne lære ham noget.
Det hænger vist sammen med, hvad én
sagde ved begravelsen: At Marius var en stor
skuespiller. Man skulle i hvert fald ikke tage
fejl af, at han kunne virke enfoldig. Hans historier om ingeniører betød ikke, at han
var selvklog og foragtede den viden, der var
til at få, eller bildte sig ind, at han selv var klogere end alle de andre. Han forbeholdt sig
bare at vurdere, om den viden, de kloge kom
stillende med, duede til noget.
Det er nu ikke helt rigtigt at kalde ham
skuespiller. Jeg tror ikke, han stillede sig an,
og bevidst prøvede at få folk til at tro andet,
end det han mente. Men det er rigtigt, at
man ikke skulle føle sig for sikker, når Marius
talte enfoldigt. Der går en del anekdoter om
ham, der spiller på det. En historie f.eks. om,
hvordan han uden at gøre ophævelser, lod sig
afvise på Grand Hotel i Odense af en tjener,
der mente, at han var en vagabond, og som
forklarede ham, at det ikke var et sted for
ham.
Marius Pedersen gik sin vej, selvom han
havde en aftale med Odense Kommunes
stadsingeniør m.fl. om et møde om et større
vejanlæg. Han gik hen på Missionshotellet
og ringede til Grand, og forklarede stadsin25