Marius Uldspinder - Magasin - Side 25
geniøren, at de kom til at komme hen til Missionshotellet, for tjeneren på Grand sagde, at
det Grand Hotel ikke var noget for ham. Jeg
tror ikke, han prøvede at skabe de situationer; men jeg tror nok, de morede ham.
I hvert fald: Hvis folk troede han var enfoldig, gjorde han sig ikke nogen anstrengelse
for at bringe folk ud af fejltagelsen. Han lod
dem blive i den tro, og det gav ham god tid til
at gøre sine iagttagelser.
Jeg har fortalt det her ud fra hans forhold til
ingeniører. Det er lidt hyklerisk. Jeg kunne ligeså godt have taget udgangspunkt i hans
forhold til præster. Det var som præst, jeg
lærte ham at kende. Jeg var godt 30 år dengang. Han stillede mig spørgsmål, og spørgsmålene kunne godt lyde, som om de var enfoldige. Og det var let at plumpe i, og det har
jeg nok også gjort; og tro, at man med sin fra
universitetet medbragte lærdom kunne belære ham om, hvordan tingene forholdt sig.
Men når man holdt øje med øjnene, lærte
man hurtigt, at når han begyndte at sige, at
det var for klogt for ham, eller for indviklet
for ham, så var det om at gøre sig umage. Så
skulle det vise sig, om man havde noget at
sige, der duede til noget mellem mennesker,
og ikke blot lærdom.
Det blev en hel sport at overbevise ham
om, at der faktisk var virkelighed og indhold
i det, jeg havde læst mig til. Og gad vidst, om
ikke også det var lidt af en sport for Marius at
drive et ungt ivrigt menneske til at opdage, at
han skulle gøre sig umage, og måske skulle
tænke efter en gang til.
Igen: Han var ikke selvklog. Han gjorde sig
ikke klog på de områder, jeg vidste noget om.
Men han lyttede efter, om det jeg vidste,
kunne bruges til noget. Og det kom jeg også
til at spørge mig selv om. Med skiftende resultat.
Som sagt: Det var som præst i Ryslinge
Frimenighed, jeg lærte ham at kende. I Ryslinge Frimenighed havde han været i bestyrelsen i en lang årrække, og det han havde
ment at kunne tage sig af dér, det var de
praktiske forhold, koblet sammen med en
sund sans for økonomien. Da jeg lærte ham
at kende, sad han ikke mere i bestyrelsen,
26
men når vi kom til at tale om ting i Ryslinge,
opdagede jeg, at han vidste, hvor kloakrørene lå rundt om hus og kirke. Det overraskede mig, men forklaringen var meget enkel: Han havde selv været med til at lægge
dem ned, ligesom han også selv havde gravet
ud til fyrkælderen. Det burde vel ikke være
overraskende. Det var blot udtryk for, at han
aldrig var blevet for fin til at arbejde med
spade og skovl. Og hvorfor skulle han også
være blevet det? Men han blev det altså heller ikke. Når det kunne overraske, var det vel
kun, fordi man så tit havde set, at folk – når
deres virksomhed vokser, mener, at de selv
skal lave sig om. Han lavede sig ikke om, og
han blev ikke fin.
Men heller ikke som praktisk mand gjorde
han det umuligt for andre at være i nærheden. Han forventede i hvertfald ikke, at præster var praktiske. Jeg har set ham i al stilfærdighed have en smørekande med til Ryslinge
til møde i præstegårdens sal. Det var en dør,
der peb, og den skulle smøres. Det forventede han ikke, at præsten selv fandt ud af at
gøre noget ved. Han smurte den i al stilfærdighed, ikke som en demonstration af præstens uduelighed. Det var bare ikke det, han
forventede af præsten.
Engang kom jeg nu til at sige noget, der
havde med praktiske ting at gøre, og som
åbenbart ikke var helt forkert eller helt fjollet. Det overraskede ham.
Det glædede ham tilsyneladende også,
men egentlig var det udenfor det, han mente,
jeg var skyldig at kunne. Jeg fortæller om det,
fordi det viser, at heller ikke hans praktiske
dygtighed, som jo ubestridelig var stor, fik
ham til at gøre sig stor, så han ikke regnede
dem, der ikke var praktiske. Det kan ellers
godt være svært at arbejde ved siden af folk,
der så åbenbart er dygtige, fordi de forlanger
det samme af andre, som de selv kan. Det
kan også godt være, det kan have givet vanskeligheder undertiden for dem, der skulle
arbejde hos ham.
Jeg tror nok, det sommetider kunne ærgre
ham, at andre ikke hele tiden var lige så ivrige og virkelystne, som han selv var. Men
som han talte om det, lød det, som det alligevel var til at være ved siden af ham, uden at