Marius Uldspinder - Magasin - Side 26
man blev kvast. Sådan lød det i hvert fald, når
han talte om dem, der havde været i arbejde
hos ham, og som slet ikke hørte til de vellykkede og de effektive.
Jeg kan huske, han fortalte om nogle, som
havde gået på landevejen, og som fik arbejde
i en kortere eller længere periode. Sådan
som han fortalte om det, kunne man høre, at
det nok ærgrede ham, at de ikke kunne gå
hen og blive stabile og solide folk, og at han
heller ikke kunne forstå, hvorfor. Men samtidig at han også af hjertet lod dem have lov til
at gøre, hvad de ville. Det lød som om, han
ikke gjorde sig til formynder; som om han var
i stand til at lade være med at bestemme,
hvad der var bedst for folk, og lade folk
beholde deres frihed, også når han syntes, at
de brugte den forkert.
Det var det første, jeg ville sige noget om:
Den livlige og muntre virkelyst. Den kan man
godt bruge noget mere af i virksomhederne i dag.
Det andet jeg vil sige noget om, hvordan
det at gøre ret og skel lå ham på sinde. Det er
lidt svært, at få det sagt rigtigt. Jeg er ikke
ude på at give karakter og tegne glansbillede.
Det ved jeg heller ikke nok til. Men jeg kan
skrive noget om, hvad jeg har hørt og set. Jeg
har kendt ham, efter at han havde sluppet ledelsen af virksomheden, og når jeg hørte
ham fortælle om den, så var det slående, at
han nok talte med fornøjelse om, at virksomheden trivedes. Men hovedvægten i det han
fortalte, lå på forholdet til de mennesker, der
havde været ansat, og som han havde arbejdet sammen med. Den trivsel han helst så tilbage på, var ikke virksomhedens trivsel økonomisk eller ekspansionen.
Det vidste han vel nok at glæde sig over
også, men i samtaler gik han ikke højt op i
det. Derimod gik han op i forholdet til folk i
virksomheden, drengene, som han sagde.
Det var åbenbart, at det var vigtigt for ham,
om folk havde kunnet leve og trives hos ham.
Vigtigere end at tale om, hvordan virksomheden som sådan trivedes. Det er klart, at
han mente, at de ting måtte hænge sammen.
Det var – efter han havde trukket sig tilbage
også klart, at det var folkene han interesserede sig mest for. Det lå ham på hjerte, at det
ikke skulle kunne siges, at virksomhedens
trivsel var nået på bekostning af, eller ved at
udnytte de folk, der arbejdede for ham. Selv
i sin høje alder tænkte han det spørgsmål
igennem med et klarsyn, hvor han ikke var
interesseret i fraser eller skønsnak.
Sammen med det hører også hans omhu
med at være trofast mod folk, han havde haft
et nært forhold til. Det kender jeg igen i forhold til mennesker, han havde haft at gøre
med i forbindelse men Ryslinge Frimenighed, men jeg kan forstå, at det gjalt lige så
stærkt i andre sammenhænge. Han gjorde
sig umage for at holde fast ved dem, der ikke
selv magtede så meget mere.
Han spurgte ivrigt til dem, han havde
kendt, og han havde tålmodighed til at tale
med dem, der havde tabt modet, når de var
kommet til at sidde alene eller var kommet
på plejehjem. Så længe han selv kunne, blev
han ved med at besøge dem. Nå,ja, det er såmænd ikke noget at tale så meget om, for det
er vel ikke mere, end vi alle sammen skylder.
Men han blev ved med at huske, at han
skyldte det. Oven i købet var han i stand til
det, uden at følge det op med moralske formaninger til os andre. De eneste moralske
formaninger, jeg har hørt ham kaste sig ud i,
var om, at vi ikke skulle ryge.
Det tredie jeg vil sige noget om, havde
med enfoldighed at gøre. Jeg skrev, at hans
enfoldighed kunne virke skuespilleragtig.
Men dog var der en ægte enfoldighed hos
ham, som slet ikke var skuespil. Han var ikke
imponeret af præsterne, fordi de havde læst
bøger, men han havde en enkel – enfoldig –
forventning om, at præsten skulle kunne sige
noget, og at der i det hele taget i kirken blev
sagt noget, som var til at leve af. Den enkelhed må han have haft med fra barndommen
af.
Jeg tror også, hans søster Anne Marie Pedersen i den sammenhæng kom til at betyde
meget for ham. Hun var vel en halv snes år
ældre end ham, og havde fået sit åndelige
ståsted hos den daværende valgmenighedspræst Karl Poulsen. Det kom senere til
at bestemme hendes tilværelse, så hun som
missionær i Porto Novo i Indien brugte sit liv
på at hjælpe med til at give kristendommen i
27