Marius Uldspinder - Magasin - Side 30
kendt møllen på den oprindelige beliggenhed, og sammen med Museets arkitekt Kirk
skulle vi nu prøve at få en mølle ud af det
igen. Det lykkedes til fulde, som enhver besøgende på Frilandsmuseets vandmølle kan
overtyde sig om. Og meget af det skyldes
altså Marius’ gode råd og vejledning – selvom han i al den tid jeg har kendt ham altid
hævdede at det kunne han »it’ house«.
Da jeg ville lave elektricitet på Lille Mølle
drøftede jeg med Marius, hvordan vi fik kraften ud af det første trin. Jeg havde (troede jeg
dengang) 10kW og en fart på 15r.p.m. at opgeare til 60 r.p.m., hvad med en rem? »Det
kan’ du ik’« var Marius’ korte kommentar.
Han ville ikke ud med hvorfor. Så spurgte jeg
lærde folk som leverede remmene. De blev
helt forkerte i hovedet, deres tabeller gik ikke
derud. Så kom den modigste af dem med et
bud: Remmen skulle være 400mm bred (!)
Frokostpause ved Stegø Pumpemølle.
Fra 1964 til 1975 havde jeg lejlighed til at
deltage i festlighederne ved Nationalmuseets
mølleindvielser. Det var her, jeg lærte »Pedersen« at kende. Jeg opdagede hurtigt, at
han kunne besvare mine mange tekniske
møllespørgsmål. Denne forunderlige mand,
der talte lige godt, og lige gerne, med såvel
Kong Hans som Jørgen Hattemager, var slet
ikke til at stå for. Uden betænkelighed kunne
jeg derfor i 1971 spørge ham, om han ville
dele kahyt med mig til og fra en mølleind-
Det havde Marius fornemmet, så det var der
jo ingen grund til at tærske langhalm på.
Som en rød tråd gennem vore mere end 40
års bekendtskab og nære venskab gik Marius’ aldrig svigtende fornemmelse for, hvordan en opgave skulle løses, og det forklarer
for mig også den respekt, der også på alle andre områder stod omkring hans vurderinger.
Og som det må have været et stort tab for
hans medarbejdere at miste denne enorme
videnbank, således har det også været det på
møllebevaringens område. Heldigvis nåede
vi at få mange forskellige opgaver løst, mens
Marius endnu kunne hjælpe os, og det er mit
personlige håb, at det må lykkes mig at få en
del af disse rige (og kostbare) erfaringer nedfældet på papir, så kommende generationer
kan bruge dem, så man ikke skal begynde
helt forfra hver gang en mølle skal sættes i
stand.
Anders Jespersen.
vielse på Bornholm? Svaret var bekræftende,
dog bad han mig om i tiltale at bruge »Marius« i stedet for »Pedersen«, for det gjorde
alle hans drenge! (Drengene var alle hans
medarbejdere). Nu bagefter forstod jeg, at
dette Pedersen har klinget helt forkert i hans
ører.
Efter nævnte tur blev bekendtskabet ændret til et venskab og kammeratskab, alderen
til trods. Jeg fik min gang hos Marius i Ferritslev. Det var dejligt afslappet at besøge
ham. Han viste rundt og fortalte om det, han
gik og puslede med. Ja, puslede er vel nok i
nogle tilfælde forkert at bruge som benævnelse, for selv grove arbejder gik Marius lige
på.
En lørdag eftermiddag, hvor alt lå stille
hen, fandt jeg Marius i vandhjulsgraven i
færd med at bearbejde en kampesten der sad
i vejen for et drev, han netop skulle have
monteret der!
Engang lavede han en trappe i sin have.
Jeg kom derud og så ham transportere nogle
lange tilhuggede sten på en vogn med en lille
traktor forspændt. Læs på læs kørte han til –
intet var ham for svært!
31