Aarsrapport 2020 ej webtilgaengelig - Flipbook - Side 25
Årsrapport 2020
Bemærkninger til balancen
Materielle anlægsaktiver viser værdien af kommunens grunde, bygninger og inventar opgjort med udgangspunkt
i de retningslinjer for værdiansættelser, som byrådet har godkendt.
I posten for finansielle anlægsaktiver er opgjort værdien af blandt andet aktier i forsyningsselskaber og
indskudskapital i forskellige fælleskommunale virksomheder. Herudover er det beløb, som kommunen
regnskabsteknisk skal deponere i forbindelse med modtaget udlodning mv. indeholdt i posten med et beløb på
ca. 123 mio. kr.
Omsætningsaktiver / fysiske anlæg til salg viser værdien af usolgte grunde fra de kommunale
udstykningsområder.
Omsætningsaktiver / tilgodehavender er anført med ca. 70 mio. kr., hvilket er en forøgelse med ca. 17 mio. kr. i
forhold til 2019. I det opgjorte beløb er indeholdt periodeafgrænsningsposter med det efterfølgende
regnskabsår. Det vil sige registrering af udgifter og indtægter, der vedrører det gamle regnskabsår, men hvor
afregning først finder sted efter 31. december. Der vil derfor kunne forekomme store udsving i forhold til de
tidligere regnskabsår.
Omsætningsaktiver / likvide aktiver udgør ved regnskabsårets udløb ca. 102 mio. kr. Hertil kan lægges de beløb,
der regnskabsteknisk er posteret som deponerede beløb, ca. 123 mio. kr., således at den reelle likviditet ved
udgangen af 2020 udgør ca. 225 mio. kr. Af dette beløb vedrører dog ca. 23 mio. kr. forsyningsområdet, således at
den skattefinansierede kassebeholdning udgør ca. 202 mio. kr.
Egenkapitalen viser forskellen mellem kommunens aktiver og passiver. Ved udgangen af 2020 var aktiverne ca.
3,2 mia. kr. større end passiverne. Dette er stort set uændret i forhold til året før.
Hensatte forpligtelser på 482 mio. kr. udgør blandt andet en aktuarmæssig beregning af den forpligtelse på ca.
450 mio. kr., som kommunen har overfor nuværende og kommende tjenestemandspensionister. Herudover er
der hensat beløb på ca. 32 mio. kr. til imødegåelse af fremtidige arbejdsskadessager.
Langfristede gældsforpligtelser på ca. 1,1 mia. kr. kan opgøres i nedenstående hovedområder:
Almindelige kommunale lån, hvor låneoptagelsen er sket med baggrund i de retningslinjer, som er
gældende for kommunal gældssætning. Der er i 2020 optaget nye lån for 90 mio. kr. og betalt afdrag
med ca. 35 mio. kr., således at restgælden ved udgangen af 2020 kan opgøres til ca. 547 mio. kr.
Den gæld, der kan henføres til selvejende institutioner, der har indgået driftsaftale med kommunen,
jfr. den såkaldte Holmsland-model, skal også indregnes i kommunens regnskab. Dette beløb udgør ca. 61
mio. kr.
Som en særlig gældspost er der opført ca. 152 mio. kr. vedrørende Lønmodtagernes Feriemidler. Dette
beløb vedrører feriepenge, som kommunens ansatte i perioden 1/9 2019 – 31/8 2020 har optjent, men
som først kommer til udbetaling på et senere tidspunkt.
For så vidt angår lån til ældreboliger er disse indregnet med en restgæld på 315 mio. kr. Lånene
optages i forbindelse med færdiggørelsen af de respektive boliger. Der er i 2020 ikke optaget nye
ældreboliglån. Ydelser på lånene indregnes i den husleje, der opkræves hos beboerne, og lånene skal
derfor i princippet ”hvile i sig selv”. Som ordinære afdrag på ældreboliglån er udgiftsført ca. 18 mio. kr. i
2020.
Endelig er også indeholdt den beregnede gældsforpligtelse med udgangspunkt i etablerede
leasingkontrakter. Dette beløb udgør ca. 23 mio. kr.
Kortfristet gæld viser bl.a. mellemværendet med kommunens leverandører samt regnskabstekniske poster
vedrørende forskellige mellemregningsforhold.
// Marts 2021
25