Aarsrapport 2020 ej webtilgaengelig - Flipbook - Page 8
Årsrapport 2020
Forventninger til fremtiden
Reformen af tilskuds- og udligningssystemet i foråret 2020 forbedrede kommunens indtægtsgrundlag
i 2021. Ét af formålene med reformen var at skabe et mere stabilt og forudsigeligt system. Det
forventes derfor, at forbedringen af kommunens indtægtsgrundlag i 2021, også vil slå igennem de
kommende år.
På driftsområderne var den største udfordring i 2020, det fortsatte betydelige pres på tilgangen af
borgere og dermed udgifternes størrelse inden for Handicap og Psykiatri. Byrådet besluttede ved
budgetlægningen for 2021 – 2024, at øge fagområdets budgetramme med 20 mio. kr. i 2021, 15 mio.
kr. i 2022 og 5 mio. kr. i 2023 samt 0 kr. i 2024. Den øgede ramme i 2021 forventes at øge
mulighederne for budgetoverholdelse. Da forøgelsen af budgetrammen er faldende de kommende år,
vil de samlede udgifter skulle nedbringes til et lavere niveau fremover.
Med baggrund i en analyse af BDO hen over sommeren 2020, er der igangsat et større arbejde, der har
til hensigt at fremme mulighederne for et samlet set lavere udgiftsniveau fremadrettet, inden for
fagområdet Handicap og Psykiatri.
Der er budgetudfordringer inden for fagområdet Sundhed og Omsorg i 2021. Det gælder ikke mindst i
form af en stigende visitering til hjemmepleje og stigende udgifter til hjælpemidler. På begge områder
er der igangsat analyser af årsagerne til udviklingen.
Covid-19 situationen medførte i 2020 væsentligt højere udgifter på arbejdsmarkedsområdet, herunder
en stigende ledighed. Staten har kompenseret kommunerne for de stigende udgifter, hvilket også
forventes at ske fremover i det omfang der måtte være behov. Udfordringerne på arbejdsmarkedet har
dog ikke haft samme niveau i Ringkøbing-Skjern kommune som mange andre steder i landet.
Beskæftigelsessituationen inden for industri og håndværk har været god også i 2020.
Befolkningsudviklingen har stor betydning for den kommunale økonomi, herunder også i relation til
det reformerede tilskuds- og udligningssystem. Indbyggertallet er faldet væsentligt de seneste par år.
Faldet i 2020 på godt 400 indbyggere hænger givetvis bl.a. sammen med Covid-19, da grænserne har
været lukket i lange perioder. Antal indvandrere fra Østeuropa har i 2020 været noget lavere end
tidligere år.
// Marts 2021
8