Frivillighaandbogen RKSK webtilgaengelig - Flipbook - Page 18
AFTALER OG FORMALIA
Velkomstbrev og aftaler om samarbejde
Velkomstbrev til den frivillige
Som offentlig arbejdsplads er vi forpligtet til at sikre, at lovkrav og retningslinjer om tavshedspligt
med videre overholdes. Derfor har vi udarbejdet et forslag til et velkomstbrev til de frivillige, der har
karakter af en forpligtende aftale (Se bilag på hjemmesiden).
Vi anbefaler, at de frivilliges kontaktperson på institutionen gennemgår velkomstbrevet sammen med
den kommende frivillige, hvorefter begge underskriver brevet. Nogle frivillige vil måske føle, at det er
meget forpligtende at underskrive en skriftlig aftale. Dette har vi forsøgt at tage højde for i
udformningen af ’velkomstbrevet’.
Ikke alle punkter i velkomstbrevet er lige relevante i den enkelte situation. Det afhænger i høj grad af,
hvilke opgaver den frivillige skal varetage, og hvilke borgere den frivillige vil komme i kontakt med. I
må derfor vurdere fra gang til gang, hvilke punkter der er relevante i den konkrete situation. Som
minimum bør I dog notere den frivilliges navn og kontaktinformationer samt kontaktoplysninger på
en pårørende, hvis der skulle ske den frivillige noget.
Opgavebeskrivelse
I kan vælge at supplere frivillighedsbrevet med en opgavebeskrivelse, som præciserer, hvad de
frivillige kan og ikke kan udføre. Og I kan overveje at tilføje et afsnit om, hvad det vil sige at være
frivillig på jeres institution, hvilke særlige regler, vilkår og rammer der gælder.
Det er vigtigt, at rammerne for den frivillige indsats er tydelige og synlige. Hvis den frivillige møder op
til en udefineret opgave, kan han/hun opleve det som spild af tid. Samtidig skal de frivillige dog også
opleve, at de bliver lyttet til og har en vis grad af medindflydelse på opgaverne. Det er afgørende for de
frivilliges motivation.
Opgavebeskrivelse kan være rettet imod en gruppe af frivillige og behøver ikke være individuelt
tilpasset den enkelte frivillige.
Børne- og straffeattest
For samarbejder på børne- og ungeområdet gælder, at når den frivillige er i direkte kontakt med børn
under 15 år, og skal have en fast tilknytning til institutionen, skal der altid indhentes en børneattest.
Den frivillige skal give samtykke til indhentelse af en børneattest.
Hvis frivillige har adgang til borgernes hjem, så skal der indhentes en tro og loveerklæring. Dette
uddybes i afsnit 11.
Samarbejdsaftale med en forening om frivillig indsats
Når I udvikler et kommunalt-frivilligt samarbejde med en forening, bør I udarbejde en
samarbejdsaftale. I aftalen beskriver I projektet, dets tidsplan, hovedaktiviteter, de involverede parter,
parternes ansvars- og rollefordeling samt forpligtelser og rettigheder.