Serviceniveau SEL § 41 - merudgifter - Flipbook - Side 13
Ved ansøgning om taxa til befordring af barnet skal følgende undersøges:
Hvad er barnets alder, og er det almindeligt, at børn på den alder selv transporterer sig til/fra
SFO/klub/fritidsaktivitet el.lign.?
Ville forældrene under normale omstændigheder have haft en udgift i forbindelse med
kørslen? F.eks. ved selv at hente barnet i bil, buskort til barnet el.lign.
Kan udgiften dækkes efter reglerne under undervisningssektoren/sundhedssektoren, da
merudgiftsbestemmelsen er subsidiær?
Hvad er begrundelsen for, at forældrene ikke selv kan køre barnet?
Er det nødvendigt, at barnet kører i en taxa, frem for at det er forældrene, der kører barnet? At
familien skal tidligere op og skal bruge eksempelvis en halv time ekstra om morgenen på
kørslen, kan som udgangspunkt ikke begrunde nødvendigheden. Ligeledes bør det indgå, om
dagtilbud/SFO/klub uden for lokalområdet ligger på vejen til forældrenes arbejde, således de
uden større vanskeligheder kan køre barnet selv.
Hvis forældrene selv har valgt andet tilbud, for eksempel en privat-SFO, som ligger længere fra
hjemmet, kan der ikke bevilges befordringsgodtgørelse eller taxakørsel hertil.
Er familien bevilget en handicapbil, skal denne som udgangspunkt anvendes til at kompensere
for barnets transportbehov.
Hvor ligger barnets SFO/klub/fritidsaktivitet? Er det længere, end hvad andre familier i
livssituation kører deres børn.
Udgangspunktet er, at der ikke må tages ledsagere med i taxaen, medmindre der er et specifikt behov
herfor, eksempelvis i forbindelse med ledsagelse til behandling. Det skal fremgå af bevillingen, såfremt
der er behov for, at barnet har ledsager med i taxaen. Dette kan der eksempelvis være behov for, hvis
en medarbejder fra en børnehave ledsager barnet til behandling på IKH (Institut for Kommunikation
og Handicap).
Behandlingsredskaber:
Der kan ikke ydes støtte efter serviceloven til behandlingsredskaber. Behandlingsredskaber er
redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling i sygehusvæsnet, eller som fortsættelse
af den iværksatte behandling. Formålet er enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat,
som er opnået ved behandlingen, eller at forhindre forringelse af dette resultat.
Behandlingsudgifter, herunder udgifter til behandlingsredskaber, skal vurderes af sundhedsvæsenet
efter reglerne i sundhedslovgivningen. Efter sektoransvarlighedsprincippet skal udgifter til
behandlingsredskaber eller tilbehør til behandlingsredskaber ikke dækkes efter reglerne i den sociale
lovgivning.
Den omstændighed, at en udgift ikke kan afholdes efter sundhedslovgivningen, kan ikke begrunde, at
hjælpen kan ydes efter reglerne i den sociale lovgivning. Det skyldes, at behovet for udstyret ikke er
opstået som en direkte følge af en nedsat funktionsevne, men derimod som følge af en iværksat
behandling. Udgiften hører efter sin art ikke under den sociale lovgivning.
Der henvises til principafgørelser 77-16, 22-17 og 44-18.
Inden der træffes en afgørelse om afslag på hjælpen, med henvisning til at der er tale om
behandlingsredskab, kan der indhentes oplysninger fra sygehuset om at udgiften ikke kan dækkes
derfra. Dette kan evt. ske ved journalnotat fra tlf. samtale med sygehuset.
Relevante spørgsmål at stille for at afdække om der er tale om et behandlingsredskab, eksempelvis:
Er udgiften opstået som konsekvens af behandlingen frem for som direkte følge af den
nedsatte funktionsevne?
Er produktet en forudsætning for, at behandlingsredskabet kan fungere og anvendes?
Skal udstyret regelmæssigt kontrolleres eller reguleres i forbindelse med kontroller på
sygehus eller ved speciallæge?
13