Februar 2020 - Side 24



NAVNENYT
60 ÅR
SALUS-DIREKTØR JIMMY POVLSEN
FYLDER 60 ÅR
Jimmy Povlsen, direktør for SALUS Boligadministration, fylder 60 år søndag den 23. februar, og det
fejres med en reception på Folkehjem i Aabenraa
den 6. marts.
Hvis nogen stadig skyder Jimmy Povlsen i skoene,
at han er københavner, så skal de måske overveje,
at han snart har boet i Sønderjylland i 27 år. Det er
rigtigt, at han kommer fra Vanløse og med uddannelse fra Arbejdernes Landsbank havde job i landets
største og ældste boligforening AAB, inden han i
1993 blev forretningsfører i Gråsten Andelsboligforening. Men afstamningsmæssigt er han en blanding
af jyde og svensker, ligesom hans kone stammer fra
Vestjylland, og som han siger:
- Jeg kan ikke lære at tale rigtigt sønderjysk, og så
kan jeg lige så godt lade være. København er i øvrigt
Danmarks største provinsby, fyldt med jyder og andet godtfolk. Der findes både dumme svin og flinke
og rare mennesker. Og det er det samme i Jylland.
Faktisk er han rigtigt glad for at bo i Sønderjylland,
som han synes er både smukt og historisk meget
interessant. Parret bor stadig i Gråsten, og fridagene
bliver gerne tilbragt i feriehuset i Vestjylland, hvor
Jimmy hygger sig med at gå og renovere, bryde ned
og bygge op igen med jævne mellemrum.
Desuden er parrets tre børn, en søn på 31 år, en datter på 30 år og en søn på 25 år fordelt i henholdsvis
Vestjylland, Odense og Portugal.
Efter syv år som forretningsfører i Gråsten Andelsboligforening blev Jimmy Povlsen hentet til samme
stilling i områdets største af slagsen, Sønderborg
Andelsboligforening, og det var her, han fandt sammen med andre forretningsførere og fødte ideen
om et fælles administrationsselskab. Det var i lyset
af, at det efterhånden var blevet svært for mindre
boligorganisationer at følge med i strømmen af ny
lovgivning og krav til administration. De fire var Kolstrup Boligforening, Aabenraa Andelsboligforening,
24
Tønder Andelsboligforening og Sønderborg Andelsboligforening. Bestyrelserne var enige, så i 2006 blev
det fælles selskab stiftet, og det var Jimmy, der fandt
på navnet SALUS, som var den romerske gudinde for
sikkerhed og velvære (velfærd, sundhed og velstand).
De samme værdier, som SALUS arbejder ud fra.
I dag består SALUS af otte boligorganisationer, da
også Skærbæk Boligforening, Toftlund Andels Boligforening, Gråsten Andelsboligforening og Boligselskabet Danbo på Nordals har sluttet sig til. Tilsammen små 9000 boliger.
Og for fem-seks år siden flyttede personalet i SALUS
fra Vestergade i Aabenraa og ud til det nybyggede
hovedsæde på Egevej. Byggeriet blev i øvrigt tildelt
Aabenraa Kommunes arkitekturpris i 2014.
I boligforeningerne er det ikke så tit nybyggerier, der
står på dagsordenen i disse år. Jimmy Povlsen ser det
som en af de største udfordringer at tilpasse udbuddet til efterspørgslen, eftersom der ikke er tegn på,
at tilbagegangen i befolkningstallet i denne del af
landet til fordel for storbyerne vil vende.
Ikke at Jimmy Povlsen helt kan forstå det.
- For det kan jo sagtens lade sig gøre at falde til i
Sønderjylland, siger han.

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Paperturn bladre katalog system
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm