SEF-årsrapport-2022 - Flipbook - Side 125
Da græsstien blev slået ned, blev stier i engen ved
en fejl slået med. Det har siden vist sig, at i netop
disse områder, hvor nedslåningen kun fandt sted
en enkelt gang, er der sket en stor opblomstring,
som selv i oktober stod i et fyldigt og farverigt
blomsterflor til stor glæde for bestøverne. Disse
fejl-nedslåninger fandt sted i områder, hvor lige
præcis især hvidmelet gåsefod og ager-tidseldominerede beplantningen. Nedslåningen gav plads
til, at de såede arter kunne få lys og energi nok til
at overtage området.
Konklusionen for kontrolområderne er ikke overraskende, at græsplænen, med det helt nedslåede
græs (kontrol 1 og 2), ikke giver plads til udbredelsen af urter, som bidrager med nektar og pollen
til bestøverne. Urterne forefindes i græsplænen,
men de vokser meget lavt og bredt uden reel
blomstring, da blomsterne skæres af. Da plænen
slås meget tæt i en højde af maksimalt 3 cm, er
der ingen plads til dyrelivet.
Kontrolområdet i den bevarede del viser, at vegetationen hovedsageligt domineres af græs, tidsler, brombær og brændenælder. Der er dog også
fund af urter med værdi for bestøverne, men de
står meget spredt og konkurrencen er hård. Der
er bl.a. observeret mange forskellige edderkopper, mariehøns og bladtæger i området, som
trives godt i denne vegetation.
Insektoptælling i det omlagte område viser
varieret tilstedeværelse. Det har ikke været muligt
at indfange sommerfugle, bier, hvepse og svirrefluer, som ellers er dem omlægningen, som udgangspunkt, er foretaget for at tilgodese. Disse er
i stedet observeret ved at vandre rundt i engen.
Det ses tydeligt, at blomsterne tiltrækker flere
forskellige arter af humlebier, vilde bier, honningbier, hvepse og svirrefluer. Alle er vigtige bestøvere. Sommerfuglene er også at finde, men ikke
i så stort et omfang som ønsket. Det vidner om,
at der skal lægges en indsats i at forsyne sommerfuglene med larveplanter og overvintringsmuligheder. Foruden de vigtige bestøvere er
der indfanget mange forskellige fluer, biller, lus,
tæger, edderkopper og myrer. Især i sensommeren har lyden af græshopper, fårekyllinger og
cikader bevidnet også deres tilstedeværelse. Alle
er med til at højne biodiversiteten markant.
Insektlivet tillokker andre dyregrupper, som også
er observeret i engen. Flere slags frøer, tudser,
firben, salamandere, slanger, mus og fugle er set
og hørt i engen. I september er mange dyrestier
observeret, som alle fører til den nordligste del
af engen, tæt op ad buskads og krat i læ for vind
(station 1). Her er et område af engens vegetation
lagt ned og vidner om, at en dyregruppe har slået
sig ned, højest sandsynligt hjorte.
Man skal have for øje, at omlægningen kun har
fundet sted siden maj i år, og naturen tager tid om
at tilpasse sig. Der ligger flere søer og vandhuller
i nærområdet. Engen tilstøder buskads og krat
flere steder, samt et stort gammelt egetræ. Alle
dele er vigtige faktorer i ønsket om at tiltrække,
opretholde og videreudvikle en høj biodiversitet.
Observationerne for denne sæson vidner om, at
omlægningen har stor betydning for dyrelivet i
lokalområdet. Det er en god start til at videreudvikle og tilpasse vedligehold og pleje.
Det anbefales at lave små justeringer i den eksisterende eng, samt at udvide omlægningen med
andre former for beplantning, der kan understøtte og højne den nuværende biodiversitet som
blomsterengen har bidraget til.
FORFATTET AF:
LIZA GAARDSTED KROGH,
BIOLOG OG SPECIALESTUDERENDE
VED SYDDANSK UNIVERSITET ODENSE
Såning af 12000 m2 blomstereng
med hjælp fra børnene i 2.d.
fra Ørkildskolen.
Side 125