105417 sport og efterskole 2019 indhold WEB - Side 27



skabet som højrebenet. Han har hørt, at det skal man kunne for
at blive professionel fodboldspiller.
- Selv når jeg var syg, tog jeg til træning. For hvis man ikke kom
til træning i løbet af ugen, så fik en anden pladsen, og så spillede
man ikke på førsteholdet i weekenden. Det var en forfærdelig
følelse, for jeg ville spille på det bedste hold, og jeg blev virkelig
deprimeret de få gange, hvor jeg simpelthen ikke kunne komme
afsted. Og sådan har jeg det stadig den dag i dag, siger Lars.
Drømmen om noget større
I ungdomsårene laver Lars for hver sæson målsætninger for,
hvor mange mål han skal score.
Og hvis han ikke når sit snit, så tvinger han sig selv til at træne
endnu mere. Det betyder også, at han gennem tiden er gået glip
af store begivenheder. Farens 50-års fødselsdag, storebrorens
studenterdag, familiekonfirmationer og bryllupper.
- Jeg gik engang glip af min kusines bryllup i Aarhus, selvom vi
bare skulle spille mod bundholdet og havde vundet på forhånd.
Men for at opnå min målsætning tog jeg med og scorede også de
tre mål, jeg havde sat mig for, fortæller Lars og fortsætter:
- Min mor som desværre er død i dag, sagde altid, at jeg skulle
gøre det, jeg havde lyst til, for det er derfor, vi er her. Og min far
har også altid været sindssygt støttende i forhold til fodbolden,
men der har helt sikkert været familiemedlemmer, der har været
lettere skuffede og irriterede.
Trods lidt løftede øjenbryn bliver træningsmængden igen
intensiveret. Som 16-årig starter Lars på Oure Efterskole og
fortsætter herefter på Oure Kostgymnasium i tre år, hvor han
med ti spillere fra efterskolen får betalt en del af opholdet, og de
får sågar deres egen elitegang for fodboldspillere. Her træner de
8-9 gange om ugen, og den evige drøm om at blive noget stort
vokser i takt med træningsmængden. Lars får også et tilbud om
en ungdomskontrakt i Silkeborg, men takker nej og fortsætter
med at drømme om noget større.
- Jeg ventede og ventede på et opkald fra en af de større klubber,
der ville have mig til prøvetræning, men opkaldet kom bare
ikke. Så der kom den der depression, hvor jeg tænkte, er det så
bare det? Er det slut? Hvad skal jeg så? Men så besluttede jeg, at
jeg jo bare måtte arbejde endnu hårdere, forklarer Lars.
Uret tikker
Som 23-årig vender Lars tilbage til stedet, hvor det hele startede. Tåsinge. Han gør det for at genfinde den samme glæde
ved fodbolden og er der stadig den dag i dag. Og han lurer også
stadig på store fodboldklubber, men er lige nu sat tilbage af
helt andre ting. Han er i september 2018 blevet opereret for en
korsbåndsskade.
- Jeg fik allerede skaden forrige sommer, men lægen ville ikke
scanne mig, da hun var overbevist om, at det var et simpelt vrid
i knæet. Så jeg trænede og trænede og trænede og har så spillet
i et helt år uden et funktionelt korsbånd. Men i maj kunne jeg
mærke, at det var helt galt, og det viste sig også, at mit korsbånd
var revet over, fortæller Lars, og stemmen knækker øjeblikkeligt
over.
Det er ikke så meget smerten i knæet, som Lars græder over.
Det, der gør allermest ondt, er, at han ikke kan spille rigtig
fodbold før til næste sommer. Han kan ikke gøre det, som han
brænder for, og ovenikøbet stresser det ham, at uret tikker. Han
er 27 år, og hvis han skal nå sine fodbolddrømme, har han ikke
meget tid.
Den forbudte frugt
- Nogle mennesker ville sige: Hold da op, det er ikke noget at
græde over, der er kun et halvt år tilbage af dit genoptræningsforløb, men det betyder så meget for mig. Siden september har
jeg ikke rørt en fodbold på samme måde som før, siger Lars og
holder et par sekunders talepause, før han fortsætter.
- Eller det vil sige… Jeg har rørt mere ved en fodbold, end jeg
må. Fjorten dage efter operationen fik jeg en fibersprængning,
fordi jeg stod og sparkede til en fodbold, og min fysioterapeut
blev rasende. For ham virker det som om, jeg satser med tingene, men for mig er det ligesom den forbudte frugt. Du kan se
den, men du må ikke røre den, og det er fandeme svært!
Selvom Lars burde sætte fodbolden helt på standby lige nu, så
kan han ikke. Han har det lidt som en misbruger med abstinenser og bliver deprimeret, hvis han ikke får sit fix. Derfor møder
han stadig op til træning hver gang.
- Det er den der balancegang med, at jeg måske godt kan prøve,
og så er det en succesoplevelse, hvis det ikke gør ondt. Det er
også en farlig balancegang, men der er kun gået en fjerdedel
af mit genoptræningsforløb, og mentalt tænker jeg, at nu skal
jeg fandeme ud og sparke til noget fodbold. For der findes ikke
nogen bedre følelse i verden end at score et fodboldmål. Det
betyder alt for mig.
Af Mette Mathilde Skeel-Gjørling

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Supporteret af Paperturn e-magasin system
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm