111537 sport og fritidskatalog 2020 paperturn - Side 85



terspil som pige i Sønderborg, hvor jeg boede, så jeg holdt det
lidt hemmeligt, forklarer Michaela Lintrup, som i midten af
9. klasse rykker de sønderjyske teltpæle op og flytter til
Fuengirola i Spanien med sin mor og bror.
- Vi tog kun én computer med, så min bror og jeg var nødt
til at dele det op, når vi skulle spille. Det der med spanske
venner blev der ikke meget af, for jeg ville faktisk helst hjem
og spille. Og det var på det tidspunkt, jeg fandt ud af, at der
er en kvindelig scene i CS:GO, og så lærte jeg en masse piger
at kende inde i spillet. Det var også den tid, hvor jeg rigtig
gerne ville blive bedre, fortæller Michaela Lintrup og tilføjer,
at hun er et stort konkurrencemenneske.
Tab og tilbud
Som 16-årig får Michaela Lintrup sit første tilbud fra en international organisation, der vil have hende ombord på holdet Team LDLC. Franskmændene har set ”Mimi” til Copenhagen Games, hvor hun stillede op på et dansk pigehold.
Holdet tabte alt. Alligevel vil den franske organisation hive
den unge gamer til Paris for at spille verdensmester­skabet for
kvinder i CS:GO.
- Selvom vi tabte alt i København, var jeg stadig i top-10 ud
af de 85 deltagere i individuel performance, og derfor valgte
Team LDLC mig. Jeg kom også afsted til Paris, og selvom vi
heller ikke klarede det særlig godt der, så begyndte bolden
bare at rulle derfra. Folk fra e-sport-verdenen begyndte at
lære mit navn at kende, forklarer hun.
Fra fuck it all til fuldtid
Siden debuten med Team LDLC i Paris har Michaela Lintrup været ombord på flere hold i både Danmark og i udlandet: Esports Engine, Games4you, Team Secret og Assassins,
som er omdøbt til det nuværende hold Copenhagen Flames.
Og det er som 19-årig og i sensommeren 2016, at e-sporten
bliver en fuldtidsbeskæftigelse for hende. Efter kun en måned
på gymnasiet, beslutter hun sig for at droppe ud og gå efter
drømmen om at blive verdens bedste Counter-Strike-spiller.
Det betyder et liv med op til 12 timer foran computeren om
dagen. For udover træning og turneringer med holdet, så
bruger hun også adskillige timer på livestreaming. Faktisk
har hun over 151.000 følgere på streamingtjenesten Twitch,
hvor hun underholder som ”Mimi”.
- Det var så dejligt, da jeg sagde fuck it all og gik fuldtid med
det hele. For jeg havde slet ikke forestillet mig det her liv, og
det havde aldrig slået mig, at jeg skulle blive god til noget.
Og slet ikke til noget, som jeg spillede af ren lyst. Men jeg er
typen, der tager chancer og ser, hvor det kan føre hen. Jeg vil
gerne spille CS:GO, jeg vil gerne streame, og jeg vil ikke bare
være ligesom enhver anden dansker. Jeg synes ikke, det er
en skid spændende at sidde på skolebænken, siger Michaela
Lintrup med et smil.
Godt nok er ikke nok
Selvom ”Mimi” aldrig bliver træt af Counter-Strike, har der
været enkelte bump på vejen. Flere gange har hun været
træt af at spille på et hold, og det har også betydet brudte
venskaber til tidligere holdkammerater. På et tidspunkt
trækker hun holdstikket i næsten et år og fokuserer udeluk-
kende på livestreaming og at værne om sit brand i gamerverdenen.
- Jeg vil ikke være på hold, hvor det bare er godt nok. Det er
ikke nok - det skal være super, for ellers gider jeg ikke. Nu vil
jeg ikke lyde arrogant, men efter at have vundet turneringer
og rejst verden rundt, så er det bare vigtigt, at det fungerer
100 procent. Og på mit nuværende hold har vi det alle sådan,
at vi vil være de bedste.
Vi vil bevise, at man sagtens kan være kvinde og god til
spillet. Det kræver bare en masse træning. En masse!
gentager hun.
Mere end bare en kvindelig CS:GO-stjerne
Selvom kalenderen viser 2020, så er mange kommentarer om
kvinder og gaming stadig håbløst gammeldags. Den klassiske
kommentar, som Michaela Lintrup efterhånden har hørt
mange gange, er, at kvinder ikke kan spille computer og
hører til i et køkken. Hun er dog blevet mere ligeglad med
tiden og tænker, at det er sagt af mennesker, der er misundelige. Mennesker, der egentlig ville ønske, at de var i hendes
sted. Og selvom der faktisk ikke er tvungen kønsopdeling i
e-sport, så blander man i dag stadig ikke kvinder og mænd på
professionelle CS:GO-hold.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal ske en dag, men jeg
tror desværre, at mange stadig tænker, at kvinder ikke er
gode nok, og det er helt forkert. Det skal handle om evner
og ikke køn. Og jeg ved jo godt, at en mande- og en kvindehjerne ikke fungerer 100 procent ens, og CS:GO er et super
mentalt spil, og derfor kan det selvfølgelig have indflydelse
på, hvordan man tænker i spillet, eller hvordan man reagerer,
forklarer Michaela Lintrup.
Men når alt kommer til alt, er hun overbevist om, at det
ville være en god idé at sætte en god kvinde ind på et godt
mandehold.
- Det ville være en fantastisk måde at udvikle en kvinde på,
og hvis der åbnede sig sådan en plads for mig, så ville jeg tage
imod den, siger ”Mimi” og indskyder, at hun har tænkt sig
at spille mange år endnu. Hun stopper ikke, før hun er den
bedste Counter-Strike-spiller i verden.
Af Mette Mathilde Skeel-Gjørling
SÅ MANGE FØLGER
MICHAELA ”MIMI” LINTRUP
PÅ SOCIALE MEDIER
Følgere på Twitch: 151.000+
Følgere på Instagram: 64.000+
Abonnenter på YouTube: 32.700+
Følgere på Facebook: 22.000+

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Supporteret af Paperturn e-magasin system
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm