304096 Sportskatalog Forår2022 Paperturn - Flipbook - Side 29
En ikonisk sommer
2021 har været et kæmpestort år i landsholdsøjemed – selvfølgelig kulminerende med sommerens EM-slutrunde. Ført an
af en empatisk og taktisk mesterdirigent i form af landstræner
Kasper Hjulmand satte landsholdet gnist til den famøse danske
dynamit, der i et par utrolige uger holdt en hel befolkning i en
slags rød-hvid trance.
Eventyret kender vi alle sammen: Begyndelsen, hvor hele
Danmark fik suget luften ud af sig, og den længe ventede fest
kollapsede sammen med Christian Eriksen. Den imponerende
kraftpræstation af en genrejsning mod Belgien. De fire slangehug mod den russiske bjørn i et euforisk Parken. Klasseforskellen og ”Fire-fire-fire-fire nuuul” mod Wales. Den hårde
prøvelse i Bakus hede mod de standhaftige tjekker, som sendte
os alle i en tilstand af, at det mytiske 1992-afsnit af den danske
fodboldhistorie kunne få et sidestykke. Og selvom England
efter 120 hårde minutter på Wembley satte en knusende stopper for drømmen, ændrer det ikke ved, at vi engang om mange
år formentlig vil opleve folk stå iført den legendariske EM
2020-trøje og sige ”jeg var der!”.
Og at sommeren forløb som den gjorde, spillede perfekt sammen med den trøje, der var designet til lejligheden, fortæller
Thomas Schønnemann fra hummel.
”Historien bag EM-trøjen var, at vi ville prøve at samle
Danmark igen. Og det kan man sige lykkedes – ikke mindst på
grund af omstændighederne. Det er en unik trøje, og jeg tror
faktisk, den har potentiale til at blive ikonisk. Folk vil kunne
huske den her trøje fra sommeren 2021, ligesom man kan med
1986-trøjen,” siger Thomas Schønnemann.
Parken er blevet rød
Dem, der havde frygtet en modreaktion i et travlt landsholdsefterår – en klassisk nedtur ovenpå en stor succes – har
i stedet oplevet et landshold, der er redet videre på en bølge
af selvtillid, sammenhold og et betonforsvar af mesterskabs
dimensioner.
Den danske VM-deltagelse var aldrig i fare, og dansk landsholdsfodbold står p.t. et uhyre stærkt sted. Det er en fortælling,
der bekræftes af et kig på FIFA’s officielle verdensrangliste,
hvor Danmark overvintrer på en historisk stærk 9. plads lige
foran traditionelle stormagter som Holland og Tyskland.
Og hvor man i tidligere tider kunne opleve tomme sæder og en
overvægt af sorte jakker på landsholdsaftener i Parken, er der
også sket noget på lægterne, hvor danskerne er blevet mange
flere, mere larmende – og ikke mindst mere røde.
”Når du er inde i Parken på en landsholdsaften, så er den ikke
bare lidt rød. Den er helt rød. Du er nærmest udenfor, hvis du
ikke har en rød trøje på. Sådan var det ikke før. Vi kan også
mærke det på salget af trøjen. Alt, hvad der bliver produceret,
bliver solgt,” siger Thomas Schønnemann, som tilskriver DBU
en stor del af æren, blandt andet med skabelsen af
’Den Røde Mur’, hvor de allermest højlydte og rødklædte
roligans holder til.
En unik VM-trøje
Om et lille års tid står vi der så. I Mellemøstens storsportssatsende oliestat, hvor landsholdet har endnu en mulighed for at
gå efter guldet. I både konkret og overført forstand. For én ting
er at kunne løfte VM-trofæet. Noget andet er endnu en chance
for at give oplevelser og minder for livet til en hel generation
af fodboldfans. Og for at skabe den kollektive eufori, der med
sin urkraft er i stand til at lægge Danmarks gader røde i et par
magiske uger. Og trøjen, som landsholdet skal jagte succesen i?
Thomas Schønnemann kan ikke afsløre alt for meget:
”Historien og konceptet om den her trøje får et tvist af, at det
er en trøje, der kun kan bruges i Qatar. Det bliver en unik trøje
fra en forhåbentlig unik slutrunde, og det har vi haft med i
designfasen. Så har jeg ikke sagt for meget.”
Det eneste vi kan håbe på, er at det bliver en af de der ikoniske
landsholdstrøjer, der om mange år vil stå som symbolet på den
succesfulde danske VM-slutrunde i 2022. Måske man endda vil
kunne tage den på og sige: ”jeg var der!”