Jubilærumskatalog Paperturn - Flipbook - Side 9
Udlandet kalder for Keld
Keld Nielsen var en uhyre
driftig mand og så også ud
over landets grænser.
Et af de første år opførte han et sommerhus i Frankfurt
am Main i Tyskland for en forretningsmand, der
havde planer om at introducere sommerhuset på
det tyske marked. Det blev dog aldrig noget stort
eventyr. Efter en udstilling i Forum i København
i 1968 fik Stenhøj Husene ordre på at bygge en
villa i Italien. Også her var der planer om at bygge
sommerhuse i større stil, ja måske endda etablere en
fabrik i støvlelandet. Heller ikke disse planer blev til
noget, men hjemme i Vangen var der for alvor gang
i produktionen.
Udstillingen i Forum var Europas største udstilling
af fritidshuse, og Stenhøj Husene var eneste danske
producent. Det gav et vældigt skub i salget, ikke
mindst på Sjælland. Og sjællænderne valgte gerne
de største og dyreste modeller, for når man havde
betalt en formue for en sommerhusgrund, skulle der
også et gedigent og præsentabelt hus på grunden.
Margit og Keld Nielsen havde udviklet en ny
måde at bygge sommerhuse på. Præfabrikerede
moduler bygget på værkstedet og samlet på
sommerhusgrunden. I 1969 var arbejdsstyrken nået
op på 20 mand, og Stenhøj Husene leverede op mod
100 huse om året.
Den stigende velstand i samfundet op gennem
1960’erne medførte et sandt byggeboom af
parcelhuse. Mange familier fik råd til at skifte
den trange lejlighed ud med hus og have bag egen
ligusterhæk. Og de, der allerede boede i villa, fik
råd til bolig nummer to – et fritidshus. Så der blev
også øget efterspørgsel på fritidshuse, men samtidig
steg krav og forventninger til husene.
Den udvikling var Stenhøj Husene velforberedt til.
Keld Nielsen var ferm til at tegne sommerhuse, og
Margit havde en sikker hånd med indretningen.
Indimellem fik de en hjælpende hånd fra Kelds
bror, der var arkitekt. Da 1970’erne oprandt, havde
Stenhøj Husene ikke færre end 18 forskellige
grundtyper fra 39 til 111 kvadratmeter. Priserne
lå fra 23.800 kr. til 68.900 kr. Der var kommet
isolering i vægge og over loftet – hele 75 mm
rockwool, og i de største modeller fik man også den
nyeste trend med: En sauna. Husene var stadig som
standard uden varme, el og sanitære installationer.
Disse ting kunne medkøbes. Ofrede man yderligere
nogle hundrede kroner på termoruder, fik man et
hus, der kunne godkendes til helårsbeboelse, hvis
ellers kommunen ville tillade det.
Det var en god forretning af bygge sommerhuse,
og det var der mange andre, der også fandt ud
af. Konkurrencen blev stadig hårdere op gennem
1970’erne. På en udstilling i Dronningmølle på
Sjælland i 1975 var der 16 danske producenter
af fritidshuse. Det var på baggrund af denne
udstilling, at Stenhøj Husene sammen med tre andre
producenter blev udvalgt til at levere fritidshuse til
Boligfonden Bikubens store sommerhusprojekt på
Samsø med 48 huse. Stenhøj Husene skulle bygge
de 18, og det var den hidtil største ordre – i alt 1,8
mio. kr.
Der dukkede også flere konkurrenter op i Vendsyssel
– navne som Frydkjær og Høm – men Stenhøj
Husene klarede sig fint i konkurrencen, bl.a.
takket være en udstilling af fire færdigmonterede
fritidshuse i Vangen. Firmaets arkitekt Asger Møller
Nielsen udtrykte det meget tydeligt i et interview i
Vendsyssel Tidende i 1976:
”Jo flere firmaer på egnen, desto
bedre, kan man næsten sige. Det
trækker kunderne til, når der
er noget at komme efter. Mange
kører hele raden rundt, og deres
sammenligninger skader i hvert
fald ikke os.”
Byggeudstillinger var en vigtig salgskanal for
Stenhøj Husene, som var fast inventar på AalborgHallens forårsudstilling fra den første udstilling i
1968 og mange år fremover. I 1978 kunne Stenhøj
Husene præsentere en helt ny hustype, Type F-81,
et fuldisoleret hus til helårsbrug. På dette tidspunkt
havde Margit og Keld Nielsen også investeret i
Vangen Møbel og Byggecenter og kunne levere
komplet møblerede fritidshuse.
9