SUF Magasinet 0218 web - Side 23



| 23
står heftige diskussioner om, hvordan vi taler om
det ene og det andet – om det fx hedder ”neger”,
”sort” eller ”afroamerikaner” – så sker det ud fra en
forestilling om, at det er sproget og dets symbolske
strukturer, som er det, der rammesætter og organiserer vores verden. I det
ligger samtidig en idé
om, at der er begreber,
som er gode at bruge,
og der er begreber, som
er dårlige at bruge. Men
man sætter tiden på
standby på den måde,
fordi man antager, at
hvad der er godt at sige,
er det samme til alle tider. Sagen er, at det er
dynamikkerne, det starter med, siger Sune Vork
Steffensen.
Livsverden og
systemverden
Han vender blikket mod
begreberne ”diagnose”
og ”udsat”, samtidig med
at han trækker en linje
tilbage til den tyske filosof og samfundstænker
Jürgen Habermas, som
mente, at mennesket i
den moderne verden
befinder sig i to verdener på én og samme tid,
nemlig en livsverden og
en systemverden.
rollerne, at de får retning og styring på relationen.
Men de er stadig mennesker. Der er altså både tale
om en livsverden og systemverden i relationen, siger Sune Vork Steffensen.
Det er et udbredt
politisk mantra, at
man sætter mennesket
før systemet. Det
paradoksale er bare,
at alle de systemer,
hvor man for eksempel
arbejder med patienter
eller udsatte unge,
beror på, at der har
fundet en visitation
sted, hvor nogen
kommer indenfor,
mens andre ikke
kommer indenfor.
– Skal Habermas’ ord
overføres til en relation
mellem for eksempel
en sagsbehandler og en
udsat ung, så er det ikke
et spørgsmål om, hvorSune Vork Steffensen, lektor,
ph.d. og leder af Centre for
vidt mennesket kommer
Human Interactivity ved
først og diagnosen bagSyddansk Universitet
efter, men snarere en
komplementaritet der
er tale om. Det er øjet
for helheden, som er det
essentielle i enhver relation. Når socialkonsulenten og den udsatte unge
mødes, så er de samtidig i nogle roller, som hjælper
dem til at forstå relationen, fordi det er gennem
Former relationer
Ifølge sprogforskeren handler
betoningen af det menneskelige først og fremmest om selve
mødet mellem behandleren
som repræsentant for systemet
og personen.
– Det er fornuftigt at have en
reaktion mod enhver form for
tænkning, der hedder ”vi behandler diagnoser”, for vi må
aldrig reducere et menneske til
blot at være en diagnose. Så når
vi siger ”mennesket først”, så er
det en fin reminder til alle dem,
der arbejder med udsatte mennesker om, at de skal kigge på
mennesket og ikke blot diagnosen, siger Sune Vork Steffensen
og vender tilbage til relationen.
– Dét, der er det afgørende,
er, hvordan vi håndterer relationen til vores omverden, og
hvordan vi begår os i den relation. Sagen er, at alle levende
væsener ejer evnen til at regulere sig selv i forhold til omverdenen, og det ligger dybt i den
menneskelige kognition, at vi
kan trække på begreber, men
det foregår ikke ved, at vi går
rundt og sætter labels på ting.
Vi sætter begreber på, når der
er behov for at regulere vores
adfærd. Vores begreber er med
til at forme vores adfærd, men
det er ikke dem, som styrer os.
De tager del i vores relation.
Det, som udsatte-begrebet og
diagnosen gør, er, at de er med
til at forme vores handlinger
over for et andet menneske.
Det sker hverken før, bag eller
efter, men hele tiden.

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Supporteret af Paperturn e-magasin system
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm