SUF Magasinet 0218 web - Side 6



6 | SUF MAGASINET · November 2017
TEMA | MENNESKET FØR DIAGNOSEN
BRINKMANN OG HERTZ:
Diagnosekulturen
kalder på modsvar
Fra hver sin stol går psykologiprofessor Svend Brinkmann og børneog ungdomspsykiater Søren Hertz i clinch med dansk diagnosekultur.
Psykologiprofessoren er bekymret over ekspansionen og diagnosernes
magtfuldhed – psykiateren er optaget af kompleksiteten bag diagnosen
og leder efter udviklingsmulighederne
Af Peter Borberg & Thorsten Asbjørn · Foto: Lisbeth Holten
Svend Brinkmann og Søren Hertz regnes for nogle
af landets fremmeste eksperter i diagnoser. Begge
har forfattet flere bøger om diagnoser, og alt det,
som udspiller sig omkring diagnosen. Ingen af dem
er begejstrede for udviklingen af den danske diagnosekultur.
- Jeg er stærkt kritisk over for ekspansionen i diagnoser. I min forskning er jeg i særlig grad optaget
af diagnoser i gråzonen. Er en person deprimeret,
eller er vedkommende trist og i en livskrise? Er
barnet uopdragent, eller har barnet ADHD? Det at
diagnosticere trækker en masse dilemmaer med
sig, indleder Svend Brinkmann, forfatter og professor i psykologi ved Aalborg Universitet.
Samtidig går han i rette med den måde, som han
oplever, at hans diagnose-problematisering til tider bliver udlagt på.
- Der er dem, som tror, at jeg er modstander af diagnoser, men sådan forholder det sig ikke. I de tilfælde, hvor der ikke er tvivl, er diagnosen vigtig, fordi
den hjælper med at kortlægge, hvad et menneske
har brug for, fremhæver Svend Brinkmann, der for
alvor slog sit navn fast med bogen ”Stå fast”, som
blandt andet tager et opgør med tidens terapi- og
selvudviklingstendenser.
Brinkmanns indvendinger
Svend Brinkmann er tilsvarende skeptisk over for
den måde, som diagnoser i dag bruges i det offentlige. Han anerkender, at det for mennesker til en
start kan være en hjælp at få stillet en diagnose.
- En diagnose kan give adgang til behandling og tilbud fra det offentlige, og så kan det for en umiddelbar betragtning virke beroligende på det enkelte
menneske, når ”trolden får et navn”, så den ikke
længere er farlig, siger Svend Brinkmann.
Men, indvender psykologiprofessoren:
- Diagnoser er skabt i psykiatrien som et arbejdsredskab. Det har aldrig været meningen, at diagnoser skulle bruges i velfærdssystemet, til allokering
af tilbud eller i den pædagogiske praksis. Problemet bliver, at mennesket havner i systemets kassetænkning og i stedet for, at det er det enkelte
menneske og dets kompleksitet, som er i centrum,
så bliver det passet ind i kommunale og regionale
kasser, og hvor det nemt bliver økonomier, som er
styrende for, hvordan man tilgår mennesker med
specifikke diagnoser.

Paperturn



Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Supporteret af Paperturn e-magasin system
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm