NPThy-Nationalparkplan-2022-2088 - Report - Side 14
3.2 BÆREDYGTIG UDVIKLING
Storslåede naturoplevelser og øget kendskab til Nationalpark Thy styrker de
besøgendes tilknytning til nationalparkens virke, arealer og natur. De besøgendes – og genbesøgendes – begejstring er en central værdi, som også i fremtiden vil spille en stor rolle i den forsatte udvikling af naturen.
Det har været en præmis for arbejdet med etableringen af ”trædesten til
naturen”, at det på langt sigt er til gavn for naturen, at folk kommer ud og får
mageløse oplevelser på nærmeste hold. Med oplevelser skabes nysgerrighed,
og nysgerrigheden er nøglen til et øget kendskab til naturen. Herved etableres
nye relationer og ejerskab til naturen samt en ansvarsfølelse, der medfører en
lyst til at beskytte og udvikle naturen til gavn for biodiversiteten. Den sammenhæng ser vi helt konkret bevist ved, at mange gerne donerer midler til nationalparkens arbejde med naturen i Nationalparkcenter Thy (valgfri entrédonation),
såvel som ved at mange mennesker involverer sig i nationalparkens drift og
udvikling gennem frivilligt arbejde.
Undersøgelser viser desuden, at langt de fleste mennesker helst færdes på
markerede stier, hvor man både har vished for, at man ikke farer vild, og at
man ikke forstyrrer eller ødelægger naturen.
Så længe den præmis holder, vil der således stadig kunne ske en bæredygtig
udvikling af friluftsliv og turisme i området, der giver mulighed for storslåede
naturoplevelser, samtidig med at sårbare naturområder beskyttes. Beskyttelse
og benyttelse kan og skal således fortsat gå hånd i hånd.
Nationalparkfond Thy har i samarbejde med Naturstyrelsen Thy og Thisted
Kommune frem til i dag bidraget til at etablere og styrke et netværk af ruter,
stier og faciliteter, der – udover at lede folk ud på oplevelser til fods og på cykel
på egen hånd – udgør et centralt styringsredskab ift. færdsel i naturen. Hertil
kommer en veletableret naturformidling, især gennem aktiviteter for skoler,
facilitering af arrangementer, etablering og drift af faciliteter for individuelle
14
NATION AL PARKF OND T HY
besøgende samt ikke mindst gennem det frivillige værtskab på vores bemandede »trædesten« og formidlingssteder.
I den kommende planperiode er det derfor helt centralt for Nationalparkfond
Thy i samarbejde med Naturstyrelsen Thy og andre at beskæftige sig mere med,
hvordan en eventuel yderligere vækst i besøgende håndteres på en måde, så
muligheden for oplevelser og friluftsliv ikke kompromitterer beskyttelsen af de
sårbare områder. Det gælder både mht. dagsbesøgende, der færdes på egen
hånd, gæster ved events og for turister på længerevarende og/eller organiserede ophold. Der arbejdes derfor videre med følgende indsatsområder:
Shelterpladsen ved Lodbjerg Fyr er klargjort til at være handicapvenlig. Det ene shelter er med
lift- og skinnesystem, og rundt om bålet er der gjort plads til en kørestol. Shelterets tilgængelighed øges med udlægning af stenmel hvor nødvendigt. Foto: Poul Christian Madsen