ThyGuide 2022 - Flipbook - Side 48
Thisted
– byliv og fornøjelser for hele familien
Thisted, der ligger smukt ved Limfjorden, er den største by i Thy
med godt 13.000 indbyggere. Oplev den intime stemning, når
du går en tur gennem de små hyggelige gader. Her er smukke gamle og velrestaurerede bygninger, et alsidigt udvalg af
moderne butikker, caféer og restauranter med noget for enhver
smag.
Store Torv prydes af byens smukke, gamle rådhus opført i 1853
af arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll. På 1. sal er der indrettet
lokaler til kunstudstillinger. Bag Det Gamle Rådhus knejser
Thisted Kirke, som ligger frit og kan ses fra alle retninger. Kirken
giver liv til bybilledet med sit klokkespil, som hver hele time
spiller en af vores kendte sange og salmemelodier.
Hele sommeren summer byen af liv og arrangementer, når du
f.eks. kan komme på tursejlads for hele familien og som voksen
kan komme på rundvisning på Thisted Bryghus. Byen danner
ramme om torvehandel, koncerter, forestillinger og arrangementer – blandt andet Sommer by Night, der er en farvestrålende begivenhed med aktiviteter til sent på aftenen.
Thisted - og Thy – markerer sig med et rigt og varieret musikliv
lige fra den årlige internationale ”Thy Masterclass” for unge
klassiske talenter til Thy Rock og den anerkendte Alive-festival.
Spillestedet Thy har stribevis af rytmiske arrangementer i bl.a.
Thisted Musikteater med dens smukke teatersal. I Frederiksgade finder man Limfjordsteatret - vores egnsteater. Se mere på
visitthy.dk under ”Begivenheder.
Oplev den maritime stemning på havnen og i den skønne
lystbådehavn, der ligger for enden af gågaden. Stedet inviterer
til afslapning på en sommerdag med sine spisesteder og rekreative områder. Havnen er fyldt med liv, ikke mindst når nordens
største træskibssejlads ”Limfjorden Rundt” kommer til byen
hvert år i september.
I bymidten finder man det smukke parkanlæg Christiansgave
med grønt for øjet, legeplads og et lille friluftsteater. Stedet er
en del af ”Kulturrummet”, der samler kulturelle aktiviteter i
området. Tæt ved Christiansgave kan du besøge Thisted Lilleby,
som et kulturhistorisk minde med sine bygninger og kvarterer,
der stadig hvert år vokser sig større. Byens museum - Thisted
Museum – er midlertidig lukket. Museet er under en stor omforandring - og åbner op i helt nye lokaler igen i sommeren 2023.
48
Byens vartegn er Thisted-pigen. En statue skabt af Henning
Wienberg Jensen i 1947, som kunstakademiet præmierede
med en guldmedalje. Hun står smukt og spejder udover fjorden, hvor ”Den blå løber” sidste år blev indviet. En rute, som
fører dig gennem byen, langs fjorden og forbi alle de lækre
vandspots, som Thy byder på.
Thisted har derudover en række virksomheder, hvis produkter
ikke bare er kendt i Danmark, men også langt ud over landets
grænser. Her kan bl.a. nævnes Premier Is, Tican og Bakkedal
smør fra Dragsbæk Margarinefabrik.