Færdig bog 19. dec-2005 - Side 18



Kapitel 1
Efter endt barselsorlov kom jeg tilbage til hotellet, men det gik dårligt med
forholdet til hendes far, så nu var vi nødt til at bo hver for sig. Det havde
han svært ved at acceptere og ville derfor ikke flytte. Tilsidst måtte jeg
derfor gribe til yderligheder og flytte Trine og mig selv hen til min halvbror. Det skete på to af mine fridage, hvor Trines far var på arbejde.
Alvoren gik så op for ham, og han lovede at flytte, men han var meget
ulykkelig og ude af sig selv, og derfor turde jeg ikke lade ham være ansvarlig for Trine, mens jeg var på arbejde aften og week-ends. Jeg havde det
frygtelig dårligt og blev helt syg af hovedpine og måtte derfor sige til hr.
Vøttrup, at jeg blev nødt til at søge mig en anden stilling, hvor jeg ikke
havde skiftevagter, men kunne hente og bringe Trine selv hver dag.
”Hm...” sagde hr. Vøttrup, som havde fået besked om hvordan det egentlig forholdt sig af Elsebeth, den daværende receptionschef.
”Nu er det jo sådan, at jeg har fundet ud af, at siden vi efterhånden har fået
så travlt, er det nødvendigt, at vi får en bookingchef på hotellet.
Vedkommende må nok have en lidt højere løn, eftersom det er en chefstilling. Arbejdstiden havde jeg tænkt skulle være fra 8-16. Hvordan ville
det passe Dem? Så kan De selv hente og bringe Deres barn.”
Jeg var målløs – hvordan kunne man kalde ham for en skarp chef, når han
havde et så stort hjerte for andre?
Så det synes jeg også hører til i mirakel-afdelingen, og sådan skete det, at
jeg igen kunne blive på hotellet. Jeg blev bare så glad. Tak. Men det er ikke
enden på hr. Vøttrup’s gode gerninger i mit liv:
Kort tid efter og inden booking kontoret var færdigt, blev min far meget syg
i Frederica, hvor han boede med sin nye kone, Ebba. I sin desperation over
hans sygdom, ringede hun til mig i arbejdstiden, selvom alle vidste, at det
var strengt forbudt. Jeg har altid været så optaget af mit arbejde, at jeg ikke
har brudt mig om at skulle tale privat på arbejdet, og det vidste alle i min
omgangskreds. Jeg blev derfor meget forundret, da hun ringede. Det viste
sig, at hun ringede fra hospitalet, hvor min far var blevet indlagt med en
brækket hofte. Nu var der tilstødt lungebetændelse, og det gik bestemt den
forkerte vej - og nu ville han ikke tale med hende, sagde hun. Bare for at
høre ham tale, gav hun ham røret og bad mig tale med ham. Hun var naturligvis frygtelig ulykkelig og kunne derfor ikke se realiteterne i øjnene. For
faktum var, at han ikke kunne tale – jeg kunne høre hans tunge åndedræt
18





Powered by


Fuld skærm Klik for at læse
Paperturn bladre katalog system
Søg
Oversigt
Download som PDF
Udskriv
Indkøbskurv
Fuld skærm
Afslut fuld skærm