Min ven Viktor - Flipbook - Page 10
glemt,” sagde han, men lød alligevel anspændt.
”Jeg kan altså ikke lide at være her. Kom, skal vi
ikke gå?” Marianna så nervøst på Kristoffer, som
havde taget fat i et tæppe, der lå oven på noget, som
kunne ligne en sovepose. Hun kiggede igen på bålpladsen. Der var fodspor i mudderet omkring den,
af bare fødder. Hvem gik uden sko her og så på
denne årstid? Var det et barn? ”Kristoffer …” sagde
Marianna nervøst og rakte ud efter hans arm. Men
så stødte Kristoffer hårdt ind i hende, da han
sprang tilbage med et højt gisp.
Marianna stirrede ind i shelteren, hvor Kristoffer
havde taget fat i tæppet og trukket det væk. Flere
fluer kom væltende ud i en sværm sammen med
lugten. Der lå en mand og en kvinde i en blodpøl
inde i hver sin nedlynede sovepose. Marianna fik
kvalme og sank flere gange. Holdt sig for munden.
Hun ville skrige og se væk, men kunne ikke. Sårene
i mandens bryst var dybe og sorte af størknet blod.
Kvinden havde langt, mørkt hår, og hendes blodplettede pyjamas var revet itu, så det ene bryst var
blottet. Et øjeblik stirrede Marianna kun på en lille,
sort tatovering af en fjer ved siden af blodet. Hun
havde engang læst om forskellige symbolers betydninger, fordi hun selv gerne ville have en tatovering, selvom hendes mor og far og ikke mindst hendes morfar forbød det. Fjeren havde hun overvejet,
da den symboliserede frihed, åndelighed og forbin10
