Min ven Viktor - Flipbook - Page 11
delse med naturen samt styrke og beskyttelse mod
det onde. Mens Marianna tænkte disse tanker, som
en flugt fra virkeligheden, stod tiden stille. Som om
hun slet ikke eksisterede længere. Hun trak dårligt
nok vejret, men så kom hun til sig selv med et gisp
og stirrede på kvindens højre arm, som var faldet
frem og ud over shelterens kant, da Kristoffer trak
tæppet af. Det så ud, som om hun rakte ud efter
dem. Men det værste var hendes øjne. De var matte,
pupillerne var store og udtryksløse, og alligevel var
det, som stirrede hun på dem med overraskelse og
bundløs rædsel.
Marianna vendte hurtigt blikket væk, mod den
anden shelter.
”Kristoffer! Hvad … hvad er det der?” Hun pegede ind i shelteren, hvor der også lå nogle tæpper og
noget andet, som skræmte hende næsten lige så
meget som ligene.
Kristoffer trak Marianna væk og tilbage til stien.
Hun hev efter vejret. Flere kitesurfere var kommet
på vandet, og de lystige farver på sejlene og surfernes bevægelser, som lignede glad dans over bølgerne, dannede en upassende kontrast til scenen, som
udspillede sig lige inde bag egekrattet.
”Ring til din morfar,” hørte hun Kristoffer sige.
Det lød, som om han var så langt væk, at hans ord
næsten ikke trængte ind. Hun stirrede fortsat kun
på kitesurferne. Så ruskede Kristoffer i hende.
11
