Min ven Viktor - Flipbook - Page 16
”Okay. Det er jo ikke alle, som vil kaldes det, de
er døbt. Som mig selv. Jeg har altid gerne villet hedde Viktor, det er sådan et flot navn. Ikke som Tom,
det er kedeligt. Tomt.” Han kunne ikke lade være
med at smile lidt af sin kommentar. Men Viktor
smilede ikke.
”Det er da ikke kedeligt,” sagde han.
”Det synes jeg. Og så har min mor og far vist
ikke tænkt på vores efternavn, da de døbte mig.
Hjernø. Vi hedder Hjernø. Hvad tror du, jeg bliver
kaldt i klassen? ’Tom hjerne’ selvfølgelig, og så griner de alle sammen ad mig.”
Viktor grinede stadig ikke.
”Er det derfor, du er ked af det?” spurgte han.
Tom lagde sig ned i græsset ved siden af Viktor
og kiggede op i den blå himmel. ”Ja, også det. Men i
dag havde min far og mor lovet mig, at vi skulle på
udflugt sammen. Vi skulle sejle en tur sammen
med min farfar, som har en sejlbåd, og han er i Aarhus Havn med den lige nu. Jeg elsker skibe, Viktor.
Især dem med store sejl, jeg bygger dem også selv.”
”Modelskibe? De er flotte. De kan puttes ind i
flasker.”
”Ja, men det har jeg nu ikke gjort. Mine er for store til det. Jeg er ved at bygge et krigsskib.”
”Er det et skib med sejl, din farfar har?”
”Ja, men det er en lille sejlbåd på 30 fod. Vi skulle
bare have sejlet lidt rundt og måske til Samsø.”
16
