Min ven Viktor - Flipbook - Page 18
”De har altid travlt, de er næsten aldrig hjemme.
De arbejder begge to i en bank, og jeg tør ikke sige
til dem, at jeg ikke kan regne. Forleden blev matematiklæreren bare ved med at stille mig det ene
spørgsmål efter det andet, som jeg ikke kunne svare på. Han bad mig rejse mig op, mens jeg svarede,
og jeg forstod slet ikke spørgsmålene, og så hviskede og grinede de andre i klassen bag min ryg. Jeg
blev helt varm i hovedet og kunne næsten ikke få
luft. Jeg var faktisk lige ved at besvime. Læreren
gjorde det med vilje, det er jeg sikker på. Han nyder
at få mig ud i tovene, så jeg er lige ved at græde. De
andre kalder mig også ’fede’ og ’tyksak’, men det er
jeg da ikke, synes du vel, Viktor?” fortsatte Tom, da
han lige så godt kunne komme af med det hele til
en, som ville lytte og forstod ham.
”Nej, du er meget normal, synes jeg.”
Viktor er min bedste – og eneste – ven, tænkte
Tom og mærkede en varme indvendig over at have
mødt ham. Han var klog og vidste alt. De råd, Viktor havde givet ham indtil nu, havde hjulpet. Han
havde rådet ham til at sige undskyld til Emil, fordi
han var kommet til at skubbe til ham i håndbold i
sidste uge, så han ikke scorede. Emil var faldet og
havde slået sit ene knæ, så det var hævet op, og han
var blevet meget sur på ham. Det hjalp at sige undskyld, selvom Emil stadig var sur. Viktor havde
også sagt, at han skulle give sin mor et nyt vinglas,
18
