Min ven Viktor - Flipbook - Page 31
på sin mobil, da hun ringede til ham, efter hun havde fået oplysningen fra skolen, men det var heller
ikke altid, han gad svare. Sådan var teenagere jo.
Hun havde sagt det med et usikkert smil og havde
så med en let rystende hånd slået aske af sin cigaret
ind i buskene ved hovedindgangen, mens hun spejdede mod indkørslen til parkeringspladsen efter
sin mands bil.
”Først troede jeg, at det var en af de der syge jokes, som florerer på skolen …”
”Det er det desværre ikke. Hvilke jokes er det?”
”Den slags om, at nogen er kommet til skade og er
kommet på hospitalet. Nogle forældre er blevet ringet
op om det … og så … ja, så var det ikke rigtigt.”
Tara tog et nyt sug af cigaretten.
”Var det fra skolen, der blev ringet?”
”Ja, det var skolens telefonnummer, men det viste sig så, at det måtte have været en af eleverne,
som gjorde det.”
Hendes blik forsvandt igen ud på parkeringspladsen.
”Der kommer han!” udbrød hun, sugede endnu
en gang heftigt på cigaretten, smed den på fortovet,
tværede den ud og skubbede den ind under buskene med en spids skosnude. En mand i jakkesæt under en åbentstående beigefarvet trenchcoat, som blafrede efter ham, kom løbende imod dem fra en
mørkegrå BMW. Han var marketingchef i Inter31
