Min ven Viktor - Flipbook - Page 32
sport og havde været på kundebesøg i Silkeborg.
Tara kom fra Randers, hvor hun havde undervist
om diætetik på hospitalet, havde hun fortalt Roland, da hun var kommet til instituttet.
”Tara? Hvad er der sket?” spurgte Haakon og tog
om hende.
Hun trak sig væk fra ham, som om hans berøring gjorde ondt. ”De tager fejl, Haakon. Det er ikke
ham. Det er ikke Milas! Hvad skulle han lave i en
trapez, det var slet ikke hans disciplin!”
”Kom, lad os gå ind,” sagde Roland.
Begge forældrene skyndte sig hen ad gangen,
som om de var ved at komme for sent til noget, de
skulle møde præcist op til, eller måske bare havde
travlt med at få det overstået, og da døren blev åbnet, gik Tara uden tøven direkte hen til båren, hvor
konturen af et menneske tegnede sig under det hvide klæde. Udtrykket i hendes ansigt viste, at hun
stadig ikke troede på, at det var hendes søn, før hun
så det, men det ændrede sig til forfærdelse og dyb
sorg, da retsmedicineren trak klædet væk fra drengens ansigt. Der kom et næsten uhørligt gisp fra
hendes røde læber, og øjnene fyldtes med tårer, da
hun rakte ud og nænsomt rørte først ved mærkerne
efter rebet på hans hals, så ved hans kind. Hendes
mand gik hen og lagde en hånd på hendes ryg. Hun
vendte sig om i hans favn og gemte hulkende ansigtet mod hans skulder, mens han stirrede på sin
32
