Min ven Viktor - Flipbook - Page 45
Kapitel 4
Det var helt usædvanligt, at Toms mor hentede
ham ved skolen. Han hjalp hende med at få hans
cykel sat fast i holderen bag på hendes røde Audi.
Det var ellers hans far, der normalt gjorde det, når
de en sjælden gang tog på cykelferie sammen, men
så var det altid i hans store Volvo, hvor alle fire cykler kunne stå på taget. Toms, hans mors og fars og
lillesøsters, men det var ved at være meget længe
siden, de var taget på sådan en tur sammen. Da
cyklen var på plads, smed Tom sin skoletaske ind
på bagsædet og satte sig på passagersædet. Hans
mor sad bag rattet og så indgående på ham, som
når hun troede, at han var syg og havde feber. Han
nød hendes opmærksomhed, som han heller ikke
var vant til.
”Er du okay? Det er da frygteligt, det, der er
sket,” sagde hun, inden hun satte nøglen i tændingen og startede bilen.
Tom nikkede bare. Det var helt naturligt ikke at
sige så meget efter sådan en oplevelse, det havde
psykologen, som havde talt med dem i aulaen, sagt.
Men det var også vigtigt, at de snakkede med en
voksen om det, så de ikke gik med det helt alene.
Han skævede op til sin mor, som koncentrerede sig
om en flok børn, der løb over vejen lige foran bilen.
45