Min ven Viktor - Flipbook - Page 46
Nogle af dem var fra hans klasse. Da de havde passeret, kørte hans mor videre. Hun skævede til ham.
”Sig noget, lille skat. Er du ked af det? Kendte du
ham drengen? Du har aldrig snakket om en Milas.”
”Nej. Jeg kender ham ikke. Han går to klasser
over mig.”
”Okay, men det er jo grimt at opleve alligevel.
Husk, at du kan snakke med far og mig om alt,
ikke?”
Tom nikkede. Hans mor sagde ikke mere, men
der var en underlig stemning i bilen, og Tom følte,
at han var nødt til at sige noget.
”Det gik ellers godt i første time i dag, selvom
det var matematik,” sagde han så.
Hans mor kastede et kort, lidt overrasket sideblik
på ham.
”Okay … jamen det var da godt, Tom.”
”Viktor hjalp mig med de svære opgaver, så der
var slet ikke noget, som jeg var i tvivl om.”
De kørte forbi Elev Kirke, og hans mor svingede
bilen ind på vejen Koldkilde og drejede lidt efter til
venstre, hvorefter alle de firkantede rækkehuse i
gråt og hvidt dukkede op. Da de lige var flyttet ind,
havde Tom haft svært ved at finde det rigtige hus,
når han kom hjem fra skole, fordi de alle sammen
lignede hinanden. Hans mor kørte bilen ind i carporten og standsede den, så vendte hun sig mod
ham igen og smilede.
46
